Annonce

Jeg har fået konstateret celleforandringer. Hvad er det?

Spørgsmål

Hejsa.

Jeg er en und kvinde på 27 år og jeg har lige fået lavet et celleskrab hos min læge.

Svaret var svære celleforandringer og jeg er så angst for om det nu kan udvikle sig. Jeg har ikke fået det forklaret yderligere, da jeg bare fik en besked der lød

"Hej, du har svære celleforandringer og du er henvist til en gynækolog".

Jeg står tilbage med en masse spørgsmål og kan slet ikke vente med at komme på sygehuset, men der er ventetid på halvanden måned.

Nu til mit spørgsmål.

Hvad præcist er celleforandringer og er jeg blevet smittet med det? HPV? I så fald, har min kæreste det så også og hvordan slipper man af med det igen? Mine tanker kredser hele tiden om det og jeg er så ked af det og virkelig nervøs. Skal jeg være bekymret eller er det noget der kan gøres noget ved, inden det udvikler sig yderligere?

Kh en spørger

Pige/kvinde, 27 år, 164 cm, 72 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Hej Spørger

Som jeg læser det, har du fået besked pr. brev eller elektronisk. Det er godt nok hårdt og kontant. Det havde været rart med en lidt beroligende forklaring. Den vil jeg prøve at give dig her og nu.

Når du hører ordet celleforandringer, så tænker du sikkert straks det værste og går et skridt videre. Men celleforandringer er ikke kræft. Jeg har skrevet udførligt her i Netdoktor om celleforandringer og livmoderhalskræft. Prøv at søge denne tekst. Så bliver du forhåbentlig lidt bedre orienteret.

Du spørger helt konkret, om du er blevet smittet med HPV.

Ja, du har sandsynligvis på et eller andet tidspunkt - måske for år tilbage - fået virus overført til celler i livmoderhalsen, og infektionen har så umærkeligt sat sig i cellerne - og givet det, man med en fællesbetegnelse kalder celleforandringer.

Nogle gange forsvinder de af sig selv, andre gange bliver de hængende og kan udvikle sig yderligere til svære celleforandringer. i værste fald får de lov til at gå i dybden og udvikle kræft i livmoderhalsen. Men dér er du slet ikke. Og udviklingen går langsomt, så der sker ingen ulykker på halvanden måned.

Når du er undersøgt igen, vil man sikkert foreslå, at du får foretaget et keglesnit i livmoderhalsen.

Det foregår i lokalbedøvelse og ambulant.

Du skriver, at du skal på sygehuset. Men praktiserende gynækologer kan også lave keglesnit. SÅ hvis du synes, at ventetiden er for lang, kan du jo forhøre dig, om du kan komme til et andet sted hurtigere. Efter indgrebet er du frisk og rask. kun sjældent kommer det igen. Du kan få børn og du behøver ikke at beskytte dig eller din kæreste i den anledning.

Du spørger måske: Har min kæreste ogå HPV? Ja, sandsynligvis. Men det er ikke sikkert, at det er ham, du har det din infektion fra. Og det er heller ikke sikkert, at han har fået HPV fra dig. Det fortaber sig måske i en fjern fortid, så glem det. Ingen er skyldige!

Med venlige hilsner

Erik Fangel Poulsen,

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 15.06.2018

Annonce