Hvordan tager jeg på?

Spørgsmål:

Jeg er en pige på 14 år. Jeg er 168 cm høj og vejer 45 kg. Jeg er tynd og har altid været det. Jeg dyrker karate og mener selv, at jeg spiser en rimelig portion mad til måltiderne. Men jeg kan ikke tage på. Det har jeg det ikke så godt med, for når jeg til idræt skal klæde om blandt andre mennesker, får jeg nogle af de der kommentarer: "Ej, man kan se dine knogler, er du sikker på, at du ikke har en spiseforstyrrelse?", og det begynder at gå mig meget på, og jeg føler lidt, at det er et problem. Hvad kan jeg gøre for at komme til at tage på?

Svar:

Der er mange årsager til undervægt, f.eks. indtagelse af for lidt energi i forhold til forbrug, forhøjet stofskifte, dårlige kostvaner, rygning, psykiske problemer og arveanlæg. Ifølge dine tal er du rigtig nok tynd. Du kunne f.eks. skære ned på de fiberrige kulhydrater som groft brød, grov pasta, og brune ris og spise kulhydrater i form af hvide ris, hvid pasta og hvidt brød, som er mindre fiberrige og derfor mætter mindre.

Du kan også spise tørret frugt og flere fede fødevarer. Med hensyn til fedt, skal du gå efter de sunde fedtstoffer, f.eks. olivenolie, rapsolie, solsikkeolie, hasselnødder, mandler, avokado, mørk chokolade og fede fisk som laks og makrel. Der er masser af flydende kulhydrater i form af juice og smoothies. Når man drikker kulhydraterne, mætter de næsten ikke. Spis masser af snacks efter aftensmaden, f.eks. mørk chokolade, kiks med jordnøddesmør og tørret frugt.

Du forbrænder energi, når du træner karate, men det er stadig vigtigt, at du bevæger dig. Du kan også opbygge din muskelmasse gennem styrketræning. 

Jeg håber, du kan bruge disse råd. Du virker ked af din situation. Måske burde du derfor smutte forbi din egen læge, som kan tage stilling til, om der er behov for, at du bliver undersøgt lidt nærmere.

Venlig hilsen Alexandra Gheorghe, læge.

Sidst opdateret: 23.06.2016