Spørgsmål:
Jeg er en pige på 13 år og jeg har lige fået min menstruation. Og det vil sige humørsvingninger - mange humørsvingninger. Oppe i skolen får jeg rigtig mange humørsvingninger, og jeg skælder ud på min veninde. Det bliver jeg jo også rigtig ked af. For jeg ved ikke, hvordan jeg skal styre det. Har I et godt råd til, hvordan jeg kan styre mig selv?
Svar:
Du skriver, at du har fået menstruation og dermed også humørsvingninger. Der er mange hormonelle og sociale udfordringer, du skal håndtere som ung kvinde. Og det kan sende dine følelser på en rutsjebanetur. Hvis dine humørsvingninger skaber problemer for dig personligt og socialt, som du beskriver med din veninde, kan det være, det er på tide at se på, hvad der får dig til at reagere, som du gør.
Der er mange ting, du skal forholde dig til som ung kvinde. Det kan påvirke dit humør og temperament, at du bekymrer dig om ting som for eksempel drenge, selvværd osv. Men der er også andre udefrakommende faktorer, som kan give dig humørsvingninger, som muligvis er relateret til din menstruationscyklus, og dem kan du gøre noget ved.
I de to uger op til din menstruation ændres din hormonbalance - og dermed også din humørbalance. Det er altså tiden efter ægløsning og før menstruation, du oplever dine humørsvingninger. Tjek din kalender og hold øje med, om der er et mønster i dine humørsvingninger. Hvis nu du bliver irritabel og har let til gråd i et par dage i ugen før du får din menstruation, er du højst sandsynligt præmenstruel. Andre symptomer er let angst, craving efter bestemt mad og søvnløshed.
Hvis din læge synes det lyder som om dine humørsvingninger skyldes din menstruationscyklus, kan det være at du bliver tilbudt p-piller, der kan mildne dine symptomer.
Med venlig hilsen
Alexandra Gheorghe, læge.