Er det en god idé at tage p-piller mod bumser?

Spørgsmål:

Jeg har i noget tid døjet rigtig meget med bumser, og jeg har ikke oplevet, at der var nogen creme, der virkede ordentligt. For en måneds tid siden var jeg forbi lægen, hvor jeg fik recept på en creme, der var lidt stærkere. Jeg fik at vide, at der ville gå nogle måneder, før den ville virke, men jeg synes kun, at det er blevet værre, og jeg er nu også begyndt at få bumser på ryggen og på halsen. For et par dage siden talte jeg så med en pige fra min klasse, og hun fortalte, at hendes bumser var gået helt væk, efter hun var begyndt at tage p-piller. Men er det en god ide at tage p-piller mod bumser?

Svar:

Bumser og uren hud er meget almindeligt. Op imod 90% af alle unge vil på et tidspunkt få bumser og acne i større eller mindre grad. Man regner med at ca. 2 ud af 10 unge vil få så mange bumser, at de går til læge for at få behandling. Som svar på dit spørgsmål, så er der nogle p-piller, der indeholder hormoner, som nedsætter dannelsen af talg i de talgkirtler, som er betændte, når man har bumser. Når mængden af talg nedsættes, bliver det sværere for bakterierne at trives, og det vil så bevirke at antallet af bumser formindskes. Jeg synes, at du først skal tale med din læge igen om din creme og derefter tale om p-piller og se, om det er et alternativ for dig.

Venlig hilsen

Alexandra Gheorghe, læge.

Sidst opdateret: 24.06.2016