Kan jeg styrke min lille søns immunforsvar?

Spørgsmål:

Min søn er 14 måneder gammel. Siden han startede i dagpleje (december) har den ene forkølelse afløst den anden. Han får sjældent feber, men bliver altid meget snottet og hoster meget. Han har også udviklet falsk strubehoste under den sidste forkølelse. Bortset fra en omgang øjenbetændelse har han ellers ikke været rigtig syg, så det ser ud til at det primært er infektioner omkring luftvejene han døjer med.

Lægen har ordineret bricanyl en enkelt gang på grund af hans hoste, me ellers får han ikke medicin. Jeg forstår at der er mange bakterier på denne årstid, og at han selvfølgelig skal vænne sig til det nye miljø med flere børn, men er der noget jeg kan gøre for at gøre ham mere modstandsdygtig over for infektioner? Han spiser generelt sundt og varieret - selvom han selvfølgelig kan have nedsat appetit når han er meget forkølet. Der drikker han tilgengæld meget.

Han er ellers et glad og nemt barn med fuldstændig normal udvikling. Jeg ved ikke om det har nogen betydning, men der er tendens til astma/allergi i min familie. Jeg har det ikke selv, men 2 ud af 4 søskende har det. I min mors generation er det 2 ud af 3 søskende der har det. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, om min søn også udvikler det.

Håber på svar.

Svar:

Kære spørger

Det er meget almindeligt, at spæd- og småbørn får øvre luftvejsinfektioner, når de kommer i dagpleje eller vuggestue. Det skyldes, at de først opbygger deres immunsvar, når de udsættes for virus og bakterier, og det er netop det, der sker i særlig grad, når de starter i en daginstitution.

På det foreliggende lyder det som om, din søn har et helt normalt forløb, når han starter i dagpleje i vinterperioden. Det ser også ud til, at du har gjort det rigtige i denne sag, nemlig give ham sund og varieret kost og rigeligt at drikke, når han er syg. Hvis det er muligt at holde ham hjemme fra daginstitutionen i sygeperioderne samt gerne i nogle dage efter, at han er blevet rask, vil det styrke immunforsvaret.

Med hensyn til allergi er der ikke noget i den beskrevne sygehistorie, der tyder på, at din dreng har udviklet allergi. Symptomerne er helt normale symptomer på øvre luftvejsinfektioner. Falsk strubehoste ses især ved visse virusinfektioner, som især sætter sig på strubehovedet og luftrøret og det må have været tilfældet i den beskrevne infektion.

Til trøst for dig, kan jeg oplyse, at de fleste børn vokser sig fra deres infektionstendens i løbet af ca. 2 år. Når de har været igennem 2 vintre med infektioner, har de opbygget så meget modstandskraft mod de almindeligt forekommende virus- og bakteriesygdomme, at de oftest kun bliver syge enkelte gange om året. Der er naturligvis individuelle forskelle.

Med venlig hilsen Birgit Peitersen Børnelæge

Sidst opdateret: