Annonce

Hvad er der galt med min hud?

Spørgsmål:

Jeg har i 10 måneder haft udslæt på hænderne. Det startede som en tør plet på højre hånd (mellen fingerne), som nu har udviklet sig til at omfatte hele tre fingre på hver hånd og i håndfladen og håndryggen. Huden skaller og revner og klør rigtig meget. Der er også små bitte vabler, som jeg kan trykke klar væske ud af, mest på højre hånd.

Behandlingen med cremerne har ikke hjulpet det mindste. Det bliver kun værre hele tiden. Min læge mener, at det er en overfølsomhedsallergi, men jeg er ikke i kontakt med noget, som jeg ikke også bruger til resten af kroppen. Jeg er endda kommet af med min hund, da vi troede, at det var den, men det har ikke haft nogen betydning. Nogle dage kan jeg have svært ved at bøje fingrene på højre hånd især langefingeren, som er meget hårdt angrebet.

Det gør ondt, når mine hænder bliver våde, så jeg har svært ved at: Skrælle kartofler, vaske op, vaske børnene eller bare vride en karklud. Stadig mest højre hånd og jeg er højrehåndet.

Jeg tror ikke på, at det er allergi det må være en andet hudsygdom men hvilken så jeg kan få en behandling, der rent faktisk virker.

ps. jeg har været til allergi test fire gange hos hudlæge og på sygehuset, der var ingenting ud over nikkel, så hvorfor de hænger fast i det med allergi, ved jeg ikke.

Svar:

Kære spørger

Du er havnet i en afdeling af netDoktor, der modtager spørgsmål vedrørende psoriasis uden at du selv har nævnt sygdommen. Jeg vil derfor starte mit svar med at sige, at jeg på det foreliggende ikke helt kan udelukke, at der kan være tale om en form for psoriasis, der hedder pustuløs psoriasis. Men for at dette skal være tilfældet, skal dine "vabler" indeholde pus. Vædsken skal være uklar og lidt gullig.

Er der udelukkende tale om klar vædske vil du kunne have "dyshidrotisk eksem", som også har et andet navn "pompholyx". Foruden at ramme hænder inklusive fingre sidder den ofte i fodsåler. En del af patienter med pompholyx er samtidigt nikkelallergikere, og vil have en positiv nikkelprøve. Undertiden bedres disse patienter af nikkelfattig kost; men det er yderst sjældent, at en diæt vil være tilstrækkelig.

Mange kan heller ikke bedres tilstrækkeligt med de (formentlig) hormoncremer, du har fået, heller ikke de kraftige. I disse tilfælde må der i en periode suppleres med immunhæmmende midler i tabletform, hvoraf der findes flere. Denne eksemtype er ikke et kontakteksem, dvs. den skyldes ikke kontakt (berøring) med nikkel, selv om direkte kontakt med nikkel vil give forværring, ligesom udsættelse for irritative stoffer, hvoraf du har nævnt flere, vil forværre sygdommen og gøre ondt så længe den er aktiv.

Venlig hilsen Hugh Zachariae

PS. Selvfølgelig kan du da have et inficeret (betændt) allergisk- eller irritativt håndeksem; men det lyder mest sandsynligt, at der er tale om pompholyx.

Sidst opdateret: 05.11.2004




Annonce