Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvad kan jeg bruge i stedet for Basotar?

Spørgsmål:

Jeg har tidligere af min hudlæge fået recept på Basotar til behandling af psoriasis i hovedbunden, men har nu fået oplyst på apoteket, at produktet er udgået. Hvilket andet produkt kan bruges til psoriasis i hovedbunden?

Svar:

Kære spørger

Det er stærkt beklageligt, at det udemærkede produkt basotar shampoo uden videre er udgået fra markedet. Her er fire forslag til brug i stedet:

1) Terva shampoo, der indeholder trætjære i stedet for stenkulstjære.

2) T-gel (fra Neutrogena), som ikke fås i Danmark, men kan købes "syd for grænsen".

3) Få din læge eller speciallægen til at skrive en såkaldt "magistrel recept" på shampoo med 2 procent stenkulstjære fra Glostrup apotek. Præparater skrevet på magistrel recept, som apoteket selv må fremstille er i dag relativt dyre, hvorfor det er tilrådeligt, at lægen ikke skriver mindre end 500ml ud af gangen.

4) En anden ofte anvendt magistrel recept er på børneshampoo med 2 procent stenkultstjære og 2 procent salicylsyre.

Endelig kan man bruge forskellige "skælshampoos" uden tjære som nizoral, SaSha eller Skælud; men de har ikke en egentlig antipsoriasisvirkning.

Venlig hilsen Hugh Zachariae Professor, dr.med.

Sidst opdateret: 02.11.2004




Annonce