OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Astma og Dykning.
Hej Netdoktor
Er det forsvarligt at dykke (med iltflaske) når man lider af astma? Jeg har haft astma siden jeg var omkring 6 år. Dog har det aldrigt været slemt - dvs. jeg har aldrig oplevet livstruende anfald! P.t. er jeg i stand til at spille volleyball, boksetræne, cykle, styrketræne o.l. uden at tage min spray. Dog plejer jeg at tage et hiv af min Bricanyl spray inden en løbetur (ca. 7-10 km). I perioder -oftest i forbindelse med forkølelse eller høfeber- tager jeg Bricanyl og Pulmicort to gange dagligt.
I sommer var jeg i Australien, og ønskede i denne forbindelse at tage dykkercertifikat i Cairns, Queensland, så jeg kunne se Great Barrier Reef. Jeg kunne imidlertid ikke få den påkrævede tilladelse fra lægen, pga. astmaen. Hun fortalte skræmmehistorier om at lungerne kunne kollapse under dykningen.
Hvad er danske lægers holdning til dykning, når man har mild astma? Er det så farligt som påstået? Eller er der tale om en overdreven frygt?
Med venlig hilsen
Kathrine
Tidligere blev alle med astma afvist til Søværnets dykkeruddannelse, men ifølge de regler Søværnets læger i dag anvender vil der være lettere tilfælde af astma som kan accepteres. Dog kræves en række specielle undersøgelser såkaldte lungefunktionsundersøgelser, hvor man udsættes for en række omstændigheder man ofte oplever i forbindelse med dykning(tør luft, fysisk anstrengelse, svingende trykforhold , m.v.)og måler herunder lungefunktionen. Dykning kan være livstruende for astmapatienter og i dit tilfælde vil jeg tilråde, at du får en samtale med din egen læge og evt. henvises til en speciallæge i lungemedicin, som kan udføre en række af de nævnte specialundersøgelser og herefter give dig endelig besked om det er tilrådeligt for dig at lære at dykke.
Med venlig hilsen
Hans Ole Svendsen
Speciallæge i almen medicin
Sidst opdateret: 17.05.2001