Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Skal jeg lade min søn vaccinere for høfeber?

Spørgsmål:

Min søn på ni år, lider voldsomt af høfeber hver sommer. Jeg overvejer at lade ham vacinere, men er det en god idé når han ikke er ældre og er der nogle bivirkninger i forbindelse med vaccinationen?

Svar:

Når høfeber optræder med en sæsonvariation, i din søns tilfælde om sommeren, er der stor sandsynlighed for, at man ved en simpel undersøgelse hos en speciallæge i allergiske sygdomme/lungesygdomme kan finde årsagen til høfeberen (birkepollen, græspollen, bynke m.v.) og således indlede en vaccinationsbehandling (desensibilisering / immunbehandling). Der er også enkelte praktiserende læger, som selv udfører testningen (blodprøve+priktest).

Selvom en desensibilisering er langvarig vil der efter få måneders forløb være en positiv effekt, og det må derfor anbefales, at man i vinterperioden bliver undersøgt og en evt. behandling påbegyndes i vinterperioden således, at når sommersæsonen indtræder, vil der allerede være en effekt af behandlingerne.

Der er ingen egentlig nedre aldersgrænse for vaccinationsbehandling, men sværhedsgraden af de allergiske gener (høfeber-astma) vil være bestemmende for, hvornår man skal påbegynde en behandling rent aldersmæssigt. Selvom man kun har høfeber nogle uger hvert år, ved man, at der er en betydelig risiko for udvikling af astma senere i livet, derfor bør man ved en rimelig sværhedsgrad af høfeber overveje udredning og en evt. behandling med vaccine.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 25.03.2004




Annonce