Annonce

Min 12 årige søn laver stadig i bukserne. Hvad skal jeg gøre?

Spørgsmål:

Min søn på 12 år laver i bukserne og har gjort det siden han var 5 1/2 år, efter at have været renlig i 2 år. Da han var godt 4 år flyttede hans far og jeg fra hinanden og vi mente at det var en forsinket reaktion på det. Det skal nævnes at vi (hans forældre)hele tiden har haft et fint forhold uden krig. Han har endvidere en lillesøster der er 16 mdr. yngre. Børnene har hele tiden boet hos mig, men har set deres far en dag hver uge og hveranden weekend. For godt et år siden flyttede vi sammen med min kæreste og et par måneder før det holdt han op med at lave i bukserne. Det holdt i 8 mdr. og startede så igen. Han er flere gange blevet undersøgt af egen læge, der ikke kan finde nogen anatomisk/fysisk årsag. For 4 år siden gik han i ca. et år til ugentlige samtaler hos kommunens familieterapeut. Han var meget glad for at komme der, men det ændrede ikke på problemet. Vi har nu bedt lægen om en henvisning til børnepsykiatrisk afdeling, da jeg ikke ved hvor vi ellers kan finde hjælp eller mennesker med forstand på dette problem. Men dels er der op til et års ventetid, dels er der måske andre løsninger? Vi har set tiden an, vi har taget det stille og roligt, vi har skældt ud, vi har spurgt til om der var noget han var ked af, vi har appelleret til hans fornuft etc. Men intet ser ud til at hjælpe. En overgang så det ud til at gå bedre i ferier, men det er meget svingende, nogle gange sker det måske to gange på en måned andre gange flere gange om ugen. Han er bange for at andre opdager det, men lader samtidig som ingenting når det sker og kan godt spise aftensmad hos en kammerat med lort i bukserne, som om han fortrænger det. Det giver også et anstrengt forhold ham og os voksne imellem, i de perioder hvor det sker tit, fordi vi lugter til ham og er på dupperne hele tiden og ikke bare kan slappe af, fordi han ikke er god til selv at gå ud at tage et bad når det sker, vi skal som regel bede ham om det. Ellers går han op i sit tøj og sin frisure, så det med at han ignorerer lugten er lidt besynderligt. Han fungerer iøvrigt godt med kammerater og søskende(han har fået to papsøskende en pige på 13 og en dreng på 9, derudover venter vi en lille, som han glæder sig til) og herhjemme og har nemt ved at lære i skolen. Han går til badminton og fodbold og går op i musik, computere og playstation. Han blev af familieterapeuten karakteriseret, som utroligt empatisk, måske på grænsen til det problematiske, altså at han var mere opmærksom på andre end på sig selv. Når han har lavet i bukserne kan vi, hvis vi ikke har lugtet det, mærke det på hans opførsel, som bliver skiftevis meget barnlig, babysprog-agtig og meget vred og opfarende. Håber I kan give et bud på hvordan vi kommer videre. Det er sgu synd for ham og for os andre også. Hans far flyttede for en måned siden til en anden landsdel, så nu er de kun hos ham hveranden weekend. Jeg tror at han af og til savner sin far, men hvordan kan vi hjælpe ham til at tackle det på en anden måde end at skide i bukserne? Vi har længe håbet på at det vel ville gå over med alderen og da det i perioder har aftaget har vi bevaret det håb, men jeg er ærlig talt ikke så optimistisk mere, han er jo trods alt 12 år nu!

Svar:

Kære Spørger

Det er godt du har fået din søn grundigt undersøgt pga. hans uheld i buxerne.

Har du tænkt på, at han (gætter jeg på) aldrig har uheld når han er på lejrskole? Jeg tror at nøgleordet er afdramatisering;. Din søn har nogle følelsesmæssige problemer i disse år, som kræver meget af ham. Det tror jeg også du er meget opmærksom på og støtter ham fint. Beslut med dig selv og omgivelserne at hvis han skider i buxerne, så er det ikke særligt interessant. Lad være med at skælde ud eller vise nogen særlige følelser eller bekymring i den anledning. For så længe du gør det har han noget på dig. Han har formentlig svært ved at tackle sin vrede og sit savn og bruger så sit ;lille problem;, for at sikre at I ikke glemmer ham. Han kan huske fra da han var yngre at det virker fint. Negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed. Så lad være med at snuse eller lugte til ham. Lad som ingen ting. Jeg er sikker på at hvis alle i familien kan afdramatisere problemet, så vil det blive uinteressant eller rettere ubehageligt for ham at have det og så vil det stoppe. Hvis jeg tager fejl er det jo godt at vide, at I har den børnepsykiatriske expertise i baghånden.

venlig hilsen

Poul Videbech

Psykiater

Sidst opdateret: 23.02.2001




Annonce