OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Min datter får med jævne mellemrum skrabet nogle vandvorter væk under armen.
Ved I, om der er andre alternativer - evt. salve, som vi selv kan smøre på? Min datter har det rigtig skidt med at skulle til lægen og få skrabet disse vandvorter væk med jævne mellemrum!
Vandvorter er en virusinfektion i huden, som kan smitte ved direkte berøring eller indirekte, fx via fælles håndklæder. Fra man er udsat for smitte, til man udvikler vandvorterne, går der 2 til 6 uger.
Ubehandlet forsvinder vandvorterne af sig selv i løbet af 6 til 9 måneder. For lidt større vandvorter vil det som regel tage længere tid.
Vandvorter er almindeligt forekommende hos børn. Hvis din datter har børneeksem, vil der ofte være en tendens til, at vandvorterne bliver mere udbredte end ellers. Det er heller ikke ualmindeligt, at der kommer en let eksemreaktion rundt om vandvorterne.
Vandvorter er en harmløs lidelse men generende, så længe den står på. Hos voksne vælger man som regel at frysebehandle vandvorterne eller at skrabe dem af i lokalbedøvelse.
Hos børn er man som hovedregel mere tilbageholdende med aktiv behandling. Vandvorterne forsvinder af sig selv, og det er, som du anfører, belastende for din datter at få dem fjernet. Større og generende vandvorter vil man skrabe af i lokalbedøvelse, sådan som jeres læge gør. De mindre kan man lade ubehandlet eller man kan evt. anvende et middel mod finger- og fodvorter og pensle med det en gang om ugen.
Husk god håndhygiejne, så smitterisikoen mindskes.
Sidst opdateret: 14.06.2000