OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Belastning af hjertet - hvad er sundt?

Spørgsmål:

Hvordan kan det være, at det er sundt for hjerte og kredsløb, når man for eksempel løber eller på anden måde motionerer, når det er usundt, hvis man belaster sin krop med stress, angst eller nervøsitet?

Er det farligt/usundt at have meget adrenalin i blodet - hvis man for eksempel er politibetjent eller har et anden job, hvor man tit er i situationer, hvor adrenalinen pumper?

Mvh. A.

Svar:

Der er tale om to forskellige situationer. Motion er noget, som du selv vælger, kan lide at udøve og selv har kontrol over. Ved nervøsitet og stress befinder du dig i situationer, hvor din egen indflydelse er eller kan være begrænset.

Motion har en række positive psykologiske og fysiologiske effekter. Motion har gunstig effekt på blandet andet blodtrykket, blodets fedtindhold og vævets følsomhed overfor insulin.

Motion giver ligeledes velvære. Stress påvirker et menneske på flere måder, som hænger tæt sammen. Der er dels tale om en følelsesmæssig påvirkning, idet den pågældende kan være anspændt, nervøs, agtpågivende, med mere.

Ligeledes er der en fysiologisk påvirkning med blandt andet frigivelse af forskellige hormoner, herunder adrenalin og noradrenalin, og som gør at man bliver klar til at reagere. Denne reaktion kan være kamp (handling) eller flugt. Flugt kan give sig til kende på flere måder, dels konkret, men også ved for eksempel alkohol- eller medicinmisbrug.

Sidst opdateret: 20.06.2000