Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Eksem

Tør hud

Tør hud er en hudtilstand og ikke nødvendigvis en hudsygdom. Tør hud er karakteriseret ved skællende, eventuelt rød, irriteret og kløende hud.


Opdateret: 2. December 2019

Hvad er tør hud?

Tør hud er en hudtilstand, ikke nødvendigvis en hudsygdom, som er karakteriseret ved skællende, eventuelt rød, irriteret og kløende hud.

  • Problemet er som regel størst om efteråret og vinteren.
  • Tør hud findes som regel i ansigtet, på hænderne og på arme og ben.
  • Tør hud udgør et stigende problem, jo ældre man bliver
  • Nogle har en arvelig tendens til tør hud

Hvorfor får man tør hud?

Antallet af talgkirtler i huden og evnen til at holde på fugt falder, jo ældre man bliver. Det ser ud til, at overhudens fedtindhold er den vigtigste faktor for hudens evne til at holde på vand og virke som en barriere mod omgivelserne. Generne spiller også en rolle. Er der tendens til tør hud i familien, er der stor sandsynlighed for, at man også selv lider af det eller kommer til det.

Om vinteren falder luftfugtigheden både inden- og udendørs. Vinterkulden og blæsten udenfor virker udtørrende, og det samme gør brugen af centralvarme indenfor. Når vi går ind og ud, skifter vi mellem et varmt, tørt klima og et koldt klima, og vi forstærker derved udtørringen.

Filaggrinmutationer ses hos nogle mennesker med børneeksem og hos mennesker med fiskeskælshud. Filaggrin er et protein, der er med til at opretholde en normal hudbarriere. Om man har mutationen eller ej ændrer ikke ved behandlingen. Men har man mutationen er man meget mere udsat for tør hud og eksem end andre. Har man en filaggrinmutation vil man have flere linjer i håndfladerne end andre (palmar hyperlinearitet).

Har man svær lever- eller nyresygdom, kan huden også tørre ud og klø ganske forfærdeligt.

Udover de nævnte faktorer har overdreven vask med vand og sæbe, overdreven soldyrkning og andre påvirkninger fra omgivelserne stor betydning for udtørring af huden.

Hvad kan man selv gøre?

Hvis man er genetisk disponeret for tør hud, er der ingen grund til at gøre det værre. Følg de nedenstående råd, der vil hjælpe et godt stykke hen ad vejen.

  • Der er ingen grund til bade flere gange om dagen og for lange og varme bade udtørrer huden.
  • Undgå overdreven brug af sæbe og brug sæbe med hudvenlig pH-værdi.
  • Dup huden tør i stedet for at gnide den tør.
  • Man kan komme fugtighedscreme på, mens man stadig er nøgen og lidt fugtig efter badet. Brug uparfumeret fedtcreme, gerne med fugtighedsbevarende stoffer såsom glycerin, og ikke en lotion.
  • Creme med køleskabstemperatur beroliger huden.
  • Luft ud og skru ned for varmen.
  • Sol skal nydes i små doser. I for store doser giver sollys rynker og tør hud og kan føre til hudkræft.
  • Tør hud kan komme indefra. Sørg for at drikke rigeligt.
  • Gå med let og luftigt bomuldstøj, det nedsætter hudirritationen.

Hvordan behandles tør hud?

Først og fremmest skal der bruges fedtcreme mindst to gange dagligt. Der er ingen grund til at investere i dyre, parfumerede lotions. Man kan tale med lægen, der sikkert har nogle prøver på gode, relativt billige uparfumerede cremer. Prøv nogle forskellige mærker, og vælg de cremer, der passer dig. Til sommerbrug er en tyndere fugtighedscreme som regel bedst, mens det til vinterbrug er bedre med en fedtcreme.

Er den tørre hud meget alvorlig, kan ens egen læge eller hudlæge i en periode behandle med creme indeholdende hævelsesdæmpende hormon samtidig med fedtcreme. Nogle mennesker med tør hud har også tilbøjelighed til at få nældefeber, når de klør sig (stregnælder). Her kan det ofte hjælpe med kløestillende antihistaminer. Men det bedste middel mod kløe ved tør hud er fedtcreme og hormoncreme.

Gammeldags søvndyssende antihistaminer bruges primært som en hjælp til at falde i søvn ved søvnforstyrrende kløe, og bør kun bruges i en kort periode.

Hvornår bør jeg kontakte min læge for min tørre hud?

Ekstremt tør hud hos børn bør vurderes hos egen læge og evt. hudlæge. Vi udvikler alle tørrere hud med alderen. Den tørre hud kan klø og irritere, så man kradser sig til blods, får ødelagt nattesøvnen og evt. får hudinfektion. Kan man ikke selv håndtere sin tørre hud med fedtcreme og specielt hvis man begynder at få ødelagt sin nattesøvn skal man kontakte sin læge.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.

Annons