OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Hej,
Jeg vil gerne vide, hvorledes man kan bestemme om man har neglesvamp eller psoriasis i neglen, og ligeledes hvorledes man kan bestemme om man har skæl i hovedbunden eller om dette kan være psoriasis. Jeg døjer med nogle meget fortykkede og ømme storetå-negle og på det seneste tiltagende kløe, småsår og noget, der ligner skæl i hovedbunden. Jeg spørger til psoriasis fordi sydommen findes i familien.
På forhånd tak for hjælpen.
Kære spørger.
Jeg forstår på din henvendelse, at du spørger om, hvordan man kan afgøre, om negleforandringer skyldes svamp eller psoriasis, og om skæl i hårbunden kan skyldes psoriasis. Det er meget relevant, at du mistænker svamp eller psoriasis, når du har fortykkede, ømme storetå-negle, da begge sygdomme kan
vise sig som sådan. Neglesvamp vil ofte være forudgået af fodsvamp, og psoriasis kan vise sig ved både negleforandringer og et karakteristisk udslæt, det typisk sidder i hårbund, over albuer, knæ og lænd eller i hudfolder.
Psoriasis i negle og neglesvamp kan ligne hinanden til forveksling, og det er ikke muligt at skelne de to sygdomme med det blotte øje. Hertil kræves en svampeundersøgelse, som foretages ved, at skrabe lidt materiale fra neglens forandrede område og sende det til et laboratorium, hvor man har
specialiseret sig i at påvise svamp. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. En årsag til skæl i hårbunden kan som skrevet være betinget af psoriasis, men der er mange andre årsager til denne lidelse. Din egen læge eller en hudlæge vil kunne afgøre, om dit udslæt er karakteristisk for psoriasis. Jeg vil derfor råde dig til,
at du kontakter din egen læge eller en hudlæge med henblik på at få vurderet, om dine forandringer i negle og hårbund kan skyldes psoriasis og med henblik på en undersøgelse for neglesvamp.
Med venlig hilsen
Merete Hædersdal
Læge
Sidst opdateret: 20.03.2003