OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Er det nødvendigt at søge læge pga. blærebetændelse?

Spørgsmål:

Jeg er en kvinde på 17 år, og jeg har læst i lægebogen at symptomerne på blærebetændelse ofte går væk efter en uge, men at det anbefales at søge læge for at undgå at det breder sig til...

Er det nødvendigt at søge læge eller vil blærebetændelsen forsvinde af sig selv? For det kan jo sagtens tage tre dage at finde ud af om det går over af sig selv, næste dag søger man læge, næste dag får man en tid, næste dag er urinprøven man gav undersøgt, og for mit vedkomende går der 6 dage før en behandling kan gå igang, så hvis det alligevel forsvinder af sig selv sparer jeg jo lægen og mig for lidt "bøvl" og staten for lidt penge (ikke fordi det har nogen særlig betydning).

Er det muligvis sundest for min krop at ordne en sådan infektion selv fremfor medicin?

Svar:

Når man taler om blærebetændelse og om hvorvidt man skal behandle det, der det vigtigt først, at slå fast, hvad det er, man taler om, da der er findes flere begreber.

Det, de fleste forstår ved blærebetændelse, er, at en person har en infektion i urinblæren, forårsaget af bakterier. Ofte lægger man også i ordet, at personen har nogle symptomer. Man kan have blærebetændelse uden, at man har infektion med bakterier, men her er tale om nogle specielle sygdomme, som det vil være for omfattende at komme ind på nu.

Symptomer blærebetændelse vil som regel være svie og smerter ved vandladningen, hyppige vandladninger og eventuelt smerter over skambenet og blod i vandet. Ind imellem ses feber.

Særligt hos kvinder forekommer det, at man har bakterier i urinen uden at man har symptomer på blærebetændelse. Man taler om asymptomatisk bakteriuri. Da kvinden ingen symptomer har, er det selvfølgelig svært at opgøre hvor hyppigt dette forekommer, da man jo normalt ikke undersøger urinen uden grund, men undersøgelser - især på gravide - viser, at asymptomatisk bakteriuri formentligt forekommer hos ca. 2% af kvinder.

Hos kvinder er det ikke ualmindeligt, at der opstår blærebetændelse / bakterier i urinen uden at man har andre bagvedliggende sygdomme i urinvejene. Det skyldes, at kvinders urinrør er meget kort og lige. Bakterier som normalt findes på huden omkring skeden kan vandre op gennem urinrøret og give betændelse. Mandens urinrør en længere, og hvis en mand får blærebetændelse / bakterier i urinen vil man altid undersøge ham for om han har andre sygdomme i urinvejene ( f.eks. nyresten). Sådanne undersøgelser er ikke nødvendige hos kvinder, der får enkelte "ukomplicerede" tilfælde med blærebetændelse, dvs. infektioner, som let lader sig behandle og ikke vandrer op til nyrene, hvor de kan medføre såkaldt nyrebækkenbetændelse. Hvis en kvinde får gentagne tilfælde med blærebetændelse bør hun også undersøges nærmere.

Nu til dit egentlige spørgsmål, nemlig skal man behandle ?

Generelt anbefaler man, at infektion i blæren, som giver symptomer skal behandles, mens asymptomatisk bakteriuri ikke skal behandles, med mindre kvinden er gravid. Man kan se, at også symptomatiske infektioner går spontant over, men som sagt vil man som hovedregel tilråde behandling.

Da du selv kan mærke, at du har blærebetændelse, må jeg gå ud fra, at du har nogle symptomer, hvilket vil sige, at du bør blive behandlet, hvis din læge konstaterer, at du har bakterier i urinen.

Til sidst kan vi give dig et par enkelte gode råd, som ofte kan være med til at forebygge at kvinder får

tilbagevendende blærebetændelse:

- Når man vasker sig er det vigtigt at tørre forfra og bagud og ikke omvendt, således at man ikke fører

tarmbakterier hen mod urinrørsåbningen.

- Man bør undgå stærkt parfumerede sæber, når man vasker sig i skridtet, da disse kan virke irriterende på slimhinderne.

- Man bør drikke rigeligt om dagen.

Med venlig hilsen

Bettina Nørby, læge, Ph.D.-stipendiat

Sidst opdateret: 27.06.2000