OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Har min uopdagede chlamydia-infektion givet mig betændelse i bitestiklerne?

Spørgsmål:

Jeg havde igennem en længere periode oplevet svie ved vandladning efter samleje. Derfor opsøgte jeg egen læge, som lavede en podning, men blot for at konstatere, at jeg ikke havde hverken chlamydia eller gonorre. 3 mdr. senere oplevede min kæreste samme symptomer og hun blev testet positiv for chlamydia, og hendes læge 'beordrede', at jeg ligeledes kom under behandling. Der er ingen tvivl om, at jeg har været smittebærende igennem hele perioden. Mit spørgsmål går på om denne behandling med antibiotika også vil have gjort det af med en eventuel betændelsestilstand i bitestiklerne?

Jeg oplever fortsat en svag smerte i pungen og jeg har tendens til at svede i skridtregionen. Jeg er desuden ryger og oplever her at i perioder hvor jeg ryger mere end normalt, så tiltager denne smerte - hvad skyldes det? Og er der begrundet mistanke til at betændelsestilstand i bi-testiklerne? Jeg har snart opgiver at gå til egen læge idet jeg tre gange er blevet erklæret rask, hvor det tilsyneladende ikke var tilfældet.

 Såfremt De mener, at der er begrundet mistanke til betændelse i bi-testiklerne, og at den netop overståede behandling mod chlamydia ikke har virket mod denne betændelsestilstand, agter jeg at skifte læge. Jeg ser frem til at høre fra Dem.  Mvh  Claus

Svar:

Kære Claus.

De symptomer du beskriver, at du havde for nogle måneder siden kunne passe med, at du havde en chlamydia infektion i urinrøret. De almindelige symptomer hos en mand vil være svie ved vandladningen, kløe i urinrøret, hyppige vandladninger og eventuelt tyndt, vandigt flåd fra urinrøret. Ind imellem kan infektionen sprede sig til manden bitestikel via sædlederne, og manden får så en bitestikelbetændelse, som er karakteriseret ved smerter i pungen (typisk kun i den ene side), hævelse og udtalt ømhed af bitestiklen og ofte feber. Efterhånden kan hele den afficerede halvdel af pungen blive rød, hævet og øm. Hos unge mænd er chlamydia infektion den hyppigste årsag til bitestikel betændelse. Vigtigt er det dog at understrege, at chlamydia infektioner meget ofte kun medfører få og vage symptomer, eventuelt har man slet ingen symptomer. Det vil sige, at man kan have infektionen (og dermed smitte andre) uden at vide det. Da chlamydia overføres ved seksuel kontakt er det afgørende, som din venindes læge gjorde, at behandle begge partnere i et forhold, hvis man opdager en chlamydia infektion hos den ene, da man ellers kan blive ved med at smitte hinanden. Chlamydiainfektioner i urinvejene behandles med nogle bestemte former for antibiotika, og denne behandling vil også virke ved betændelse i bitestiklen.

 Dine aktuelle gener med svage smerter i pungen tyder ikke på, at du fortsat har infektion i bitestiklen. Hvis den chlamydia infektion du oprindeligt havde involverede bitestikelen er det meget almindeligt, at man i mange måneder efter infektionen kan have lette smerter i pungen og bitestiklen vil ofte være fortykket i lang tid efter. Generne vil som regel aftage med tiden. At du sveder i skridtet har ikke noget med chlamydia infektionen at gøre, det kan være at du pludselig er blevet mere opmærksom på dit underliv, efter at du har haft problemer med det.

 Vedrørende din læges problemer med at stille diagnosen kan jeg næsten ikke sige andet end at han / hun jo har gjort det rigtige for at finde ud af om du havde en chlamydia infektion, nemlig lavet en podning fra urinrøret. Man stiller diagosen ved at påvise enten chlamydia bakterier eller såkaldte chlamydia antigener i en podning fra urinrøret. Det er jo desværre sådan med næsten alle undersøgelser, at de ikke er 100% pålidelige. Det vil blandt andet betyde, at en test nogle gange falder negativt ud, selvom at personen er syg.

Jeg håber, at ovenstående har givet dig svar på dine spørgsmål. Med venlig hilsen

 Bettina Nørby, læge

 Netdoktor.dk

Sidst opdateret: 26.06.2000