Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvad er Leukoplaki?

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Jeg fik efter konsultation hos min tandlæge for fire år siden, konstateret leukoplakia oris. De kan ikke forklare mig hvad det er, og endvidere er jeg aldrig blevet sat i nogen form for behandling. Min tandlæge reagerede kraftigt på "noget hvidligt på mine hjørnetænder" forleden, da jeg var til det regelmæssige besøg. Hun virkede meget nervøs, og kunne slet ikke forklare, hvad det var hun så. Jeg opsøgte dagen efter egen læge, som heller ikke ved særligt meget om sygdommen.

Hvad er det for noget?

Der blev, for fire år siden taget en biopsi igennem mit næsebor, men jeg har aldrig modtaget en dækkende respons på min undersøgelse. Speciallægen sagde blot, at han havde været kræftlæge i 22 år, og at han kun kunne sige, at jeg ikke havde kræft. Det mener tandlægen nu tilsyneladende ikke kan udelukkes, som hun udtrykker det.

Jeg er meget påvirket at situationen, da jeg for år tilbage er blevet behandlet med strålebehandling mod celleforandringer i huden omkring næsen og øjnene.

Vil I ikke godt fortælle mig, hvad det er jeg fejler? Jeg kan ikke finde leukoplakia i nogle bøger...

De venligste hilsner

Kirsten

Svar:

Kære Kirsten,

Diagnosen, leukoplaki, betyder en "hvid plet". Den hvide farve opstår, når epitelet (slimhindens overfladebeklædning) fortykkes, præcis på samme måde, som man får hård hud i hænderne ved meget arbejde. Normalt er en leukoplaki ikke farlig; den er et udtryk for en lokal påvirkning af vævet, fx tryk, skarp kant på tand, tobak osv.. Det er rigtigt at visse former for leukoplakier kan udvikle sig mere aggressivt, så mikroskopiske undersøgelser kan vise en begyndende omdannelse til overfladisk kræft.

Jeg synes, du skulle bede din tandlæge eller læge om at få en henvisning til en af de to tandlægeskoler (København eller Århus), eller hvis det er for langt at rejse, så en henvisning til nærmeste hospitalstandlæge. Lad dem kigge på det og evt. tage en biopsi, hvis de skønner, det er nødvendigt.

Med venlig hilsen

Jens Kølsen Petersen

Lektor, specialtandlæge, M.S.

Sidst opdateret: 11.11.2003




Annonce