OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Jeg har en knude ved den ene testikel - hvad gør jeg?

Spørgsmål:

Jeg er en mand på 20 år, der har fundet hvad der føles som en knude ved min ene testikel, og jeg har ikke akutte smerter, men kan til tider godt have ondt. Kan det være kræft jeg har, og i alle tilfælde; hvad skal jeg så gøre ved det?

Svar:

En knude ved en testikel kan være kræft, og du bør snarest opsøge din praktiserende læge med henblik på at blive undersøgt. At du kan føle en kunde er dog ikke ensbetydende med , at der er tale om kræft. Andre sygdomme kan give forandringer, der medfører knudedannelse/ hævelse ved testiklen, for eksempel betændelse i bitestiklen.

Hvis en patient har en knude ved testiklen er det dog altid vigtigt at undersøge meget grundigt, om det kan dreje sig om kræft. Ofte vil man lave en såkaldt ultralydsscanning af testiklen, og som regel vil man blive henvist til en speciallæge i kirurgi, som har erfaring med denne sygdom. Hvis man ved at føle på testiklen og ved ultralydsundersøgelse ikke sikkert kan udelukke om der er kræft i testiklen, vil man ved en operation udtage en vævsprøve, som kan sendes til undersøgelse, hvormed man sikkert kan fastslå diagnosen.

Sidst opdateret: 21.06.2000