OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvorfor bliver min menstruation ikke regelmæssig efter p-pille stop?

Spørgsmål:

Jeg holdt op med at tage p-piller i oktober 1999 - efter at have taget dem i cirka 9 år (Econ Mite). Siden har jeg kun haft mens. to gange - d. 2/11 (mens. første dag) og sidst d. 5/12. Jeg er ikke gravid - dyrker kun sex med kondom. Hvor lang tid skal jeg vente på at menstruationen går i gang? Hvad er normalt? Er der noget jeg kan gøre, eller skal jeg bare vente på at den kommer igen? Jeg har ingen gener. Med hensyn til udflåd - hvad når det er slimet/tykt, er det så udtryk for ægløsning, eller hvordan er det nu det er? Mit udflåd varierer nemlig meget, og jeg ville gerne prøve at læse min cyklus udfra det!

På forhånd tak.

Svar:

Kære Kirstine.

Du fortæller, at du er 25 år gammel og har taget p-piller i 9 år. Det vil sige, at du startede da du var 16 år - det er helt i orden. Jeg ved ikke, om dine blødninger før du startede på p-piller var nået at blive regelmæssige, men p-piller som sådan hindrer ikke regelmæssig blødning, hverken mens man tager dem eller bagefter. I nogle tilfælde kan der dog godt gå nogle måneder, før den normale ægløsningsmekanisme, med deraf følgende regelmæssig menstruation, genopstår. I andre tilfælde sker det allerede efter 14 dage. For de fleste, som under brug af p-piller har været vant til fuldstændige regelmæssige blødninger, kommer det selvfølgelig som noget af en overraskelse, at blødningerne ikke er lige så regelmæssige bagefter. Men naturen er nu ikke altid det samme urværk, som det der præsteres ved brug af p-piller.

Omvendt er der ingen eksempler på, at p-piller har medført varig ændring af ægløsningsmekanismen, og deraf muligheden for at blive gravid.

Jeg tror heller ikke, at du nogensinde har hørt om en kvinde, som havde taget p-piller og derfor ikke kunne blive gravid bagefter. Men der er selvfølgelig en del kvinder, hvis ægløsningsmekanisme og hormonbalance er lidt mere uregelmæssig end andres, og hvis du på et tidspunkt har et ønske om at blive gravid, og menstruationerne fortsat kommer med måneders mellemrum, må jeg anbefale, at du taler med din læge om det, og eventuelt bliver henvist til en specialist til en nærmere udredning.

Med hensyn til udflåd i dagene op mod ægløsningstidspunktet - som jo er cirka 14 dage efter en menstruations begyndelse - så er det ofte klart og trådtrækkende. Det kan du finde ud af ved at putte en pegefinger ind i skeden, for eksempel om morgenen når du vågner, hvorved der kommer lidt slim med ud. Tryk pegefinger og tommelfinger sammen, og hvis der danner sig en lille slimbro imellem de to fingre, kan du godt betragte det som et udtrækkende sekret.

Denne metode til at bedømme ægløsning på er dog usikker, og kan

hverken benyttes til at fastslå ægløsningstidspunkt med henblik på

at blive gravid, eller det modsatte.

Sjældne menstruationer med 4-6 måneders interval, eller endnu

sjældnere, bør altid vurderes ved læge eller specialist.

Erik Fangel Poulsen, speciallæge i gynækologi

Sidst opdateret: 19.06.2000