OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Jeg har lidt over et år haft brunt udflåd 4-5 dage op til menstruation.
For et par måneder siden gik jeg til min egen læge, og fik anbefalet at få taget blodprøver for at se min hormonbalance. Prøverne blev taget d. 21. og den 24. dag efter sidste menstuations første dag.
Prøverne viste 35 og 39, og min læge sagde at det var ok.
Jeg er bare stadig bekymret for om min krop fungerer som den skal. I sidste menstuationsperiode havde jeg brunt udflåd fra dag 28 til 32 hvor min menstruation kom 4 dage forsinket (den plejer at være regelmæssig).
Jeg fik min menstuation, og den var som den plejede (3 dage). Efterfølgende havde jeg brunt udflåd den 4. og 5. dag inde i perioden, jeg havde pletblødning den 9. dag, og efterfølgende brunt udflåd den 10.,11., og 12. dag.
Senere havde jeg igen brunt udflåd den 20 dag inde i perioden.
Op til min næste menstruation har jeg som sædvanlig haft brunt udflåd den 26., 27., og 28. dag, og venter min menstruation i morgen.
Jeg håber, at det er oplysninger nok. Min kæreste og jeg vil forsøge at få børn i den nærmeste fremtid, hvorfor jeg naturligvis tænker på om min krop fungerer.
Mange hilsner Dorthe marie Astrup
Kære Dorthe.
Brunligt udflåd er stort set altid udtryk for lidt blodtilblanding. En sådan blodtilblanding kan komme fra skedens vægge, fra livmoderhalskanalen og livmodermunden eller fra selve livmoderhulen.
Blodtilblanding kan skyldes forandring i slimhinderne eller kan være forårsaget af uregelmæssighed i hormonbalancen. Du kan deraf forstå, at jeg trods din udførlige beskrivelse i brevet ikke kan give nogen sikker forklaring på, hvad der er årsag til blødningen.
Det vil kræve en grundig gynækologisk undersøgelse, herunder fx også undersøgelse af skedens sekret ved mikroskopi, ultralydskanning af livmoder og æggestokke og måske en såkaldt kolposkopi (kikkertundersøgelse af livmodermunden).
Hormonprøverne du fik taget 21. dag og 24. dag i perioden fortæller (hvis det drejer sig om et hormon der hedder S-progesteron), at du tilsyneladende og i hvert fald i den pågældende periode, havde haft normal ægløsning en uges tid tidligere. På det punkt er der altså ikke noget i vejen for at du kan blive gravid.
Det kan være meget irriterende at opleve blødningsuregelmæssighed og udflådsproblemer som du beskriver dem, og derfor mener jeg, at det vil være nødvendigt at få foretaget en grundig undersøgelse som anført ovenfor. Måske er det allerede sket?
Hvis din egen læge ikke er i stand til at løse problemet for dig og ikke råder over de hjælpemidler som kræves for undersøgelse, vil jeg nok foreslå at I taler om en henvisning til en specialist i kvindesygdomme. Ikke fordi jeg tror du er syg, men for at du kan få en afklaring på det hele - specielt i denne situation, hvor du går og tænker lidt på snart at blive gravid. Det er jo vigtigt at være i orden og tryg ved det hele.
Jeg kan således ikke give dig nogen løsning på problemet, men jeg håber, at de veje jeg anbefaler måske kan få sat tingene på plads, så du bliver glad igen.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
Speciallæge i gynækologi
Sidst opdateret: 09.01.2001