OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Langvarige og uregelmæssige menstruationsblødninger hos min 12-årige datter. Hvad gør jeg?

Spørgsmål:

Min datter på 12 år fik i juni måned sin første menstruation. Den forløb nogenlunde normalt, måske lidt kraftig, men ellers af normal varighed på ca. 7 dage. Så gik der 3 måneder før hun fik sin næste menstruation, og den har nu varet i næsten 7 uger, på den måde at hun blødte normalt i starten, så efter en uges tid var der næsten ikke mere blod. Så gik der et par dage hvor det faktisk var væk, og så startede det igen i ca. 10 dage. Sådan har det været lige siden - hver gang hun holder op med at bløde, går der et par dage, så starter det igen. Jeg ved godt at de første menstruationer kan være uregelmæssige, men jeg synes ikke at jeg tidligere har hørt om blødning i så lang tid. Flere af hendes veninder har også fået deres første menstruation, og det forløber helt normalt. Jeg håber meget at I vil svare mig, da jeg er meget bekymret for om hun fejler noget.

Med venlig hilsen

En bekymret mor

Svar:

Når unge piger begynder deres blødninger er der ofte i begyndelsen tale om et såkaldt ”umodent urværk” som medfører, at blødningerne i begyndelsen er uregelmæssige med varierende længde af perioden fra blødning til blødning og

blødninger der enten er kortvarige eller som i din datters tilfælde meget langvarige.

Denne uregelmæssighed skyldes, at hormonerne der styrer

ægløsning/blødningerne i begyndelsen produceres meget uens.

Det er normalt at ca. 1/3 af alle unge piger har blødningsuregelmæssigheder det første år og således er der i din datters tilfælde intet umiddelbart unormalt.

Det må dog anføres, at risikoen for blodmangel er til stede ved langvarig blødning og det er derfor vigtigt at supplere med jerntilskud og endeligt vil jeg anbefale, at din datter søger egen læge m.h.p. evt. en behandling (evt. hormonbehandling) m.h.p. at få reguleret blødningerne og dermed det daglige blodtab.

Med venlig hilsen

Hans Ole Svendsen

Speciallæge i almen medicin

Sidst opdateret: 12.11.2001