OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan jeg smøre med Australian Tea Tree Oil?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Jeg har tykke hvidgullige negle.

Kan jeg smøre med Australian Tea Tree Oil, som er svampe og bakteriedræbende. Naturlægemiddel ?

Svar:

Kære spørger.

Jeg forstår på din henvendelse, at du ønsker svar på, om tea tree oil kan kurere tykke, hvidgule negle som led i en svampeinfektion.

Primært er det vigtigt, at du via din egen læge eller via en hudlæge får konstateret, om dine negleforandringer skyldes neglesvamp. Tykke, misfarvede negle kan nemlig også skyldes andet end neglesvamp. Inden du går i gang med en behandling, er det derfor vigtigt, at du får stillet en korrekt diagnose. En undersøgelse for neglesvamp indebærer, at du får taget et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2-3 uger.

For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, mens lokale svampedræbende midler som den eneste behandling oftest ikke er tilstrækkeligt effektive, bl.a. fordi de ikke trænger langt nok ned i neglen til at kunne kurere svampen. Tea tree oil nævnes da heller ikke som en behandlingsmulighed i nyligt offentliggjorte internationale retningslinjer for hvordan neglesvamp behandles bedst muligt. Derudover er det kendt, at tea tree oil er et kraftigt allergen, som kan medføre eksem.

På denne baggrund kan jeg derfor ikke anbefale, at neglesvamp behandles med tea tree oil.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal

Læge

Sidst opdateret: 03.04.2003