OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvad er det mest almindelige middel mod neglesvamp?

Spørgsmål:

Jeg er meget overbevist om, at jeg har neglesvamp i lilletåen bredende sig til den ved siden af, på venstre fod. Har symptomerne med en fortykket negl, som er knap så fast som en normal negl. Har fået at vide af lægen, at det evt. er det og, at jeg kan få en pille-kur til ca. 1000 kr. (ret dyrt for en studerende) Er der andre muliheder? Og hvad er det mest almindelige middel mod neglesvamp?

På forhånd tak.

/Peter

Svar:

Kære Peter.

Det er rigtigt, at neglesvamp kan vise sig ved fortykkelse af en eller flere negle, men ofte også ved en farveændring og løsning af neglene. Ofte ser man, at lilletåens negl har en ændret struktur i forhold til de øvrige tånegle, uden at dette er ensbetydende med en svampeinfektion. Man kan ikke med det blotte øje konstatere, om en fortykket negl skyldes en svampeinfektion. Derfor er det vigtigt, at du får stillet diagnosen neglesvamp, inden du eventuelt går i gang med en behandling. Det gøres ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2-3 uger.

For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater er almindelige og effektive, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel. Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere en svampeinfektion

Du har ret i, at behandlingerne er temmelig dyre, men heldigvis har priserne været faldende. Terbinafin og itraconazol koster nu begge ca. 1200 kr. for behandling af svampeinfektion i tånegle i de anbefalede doser og behandlingsperioder, dog bliver prisen billigere, hvis du får anden tilskudsberettiget medicin. Fluconazol er væsentlig dyrere, men også her afhænger den endelige pris af, om du får anden tilskudsberettiget medicin. Indholdsstoffet i neglelakken hedder amorolfin, og 5 ml neglelak koster ca. 400 kr., men igen billigere, hvis du får anden tilskudsberettiget medicin.

Hvis resultatet af svampeundersøgelsen viser, at du har neglesvamp, vil jeg foreslå dig, at du sammen med din læge gennemdrøfter ovennævnte behandlingsmuligheder og planlægger den behandling, der for dig vil være den bedste.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal

Læge

Sidst opdateret: 10.04.2003