OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan jeg blive smittet med neglesvamp fra min mand når vi har sex?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Min mand har svamp i sine tå- og fingernegle. Kan jeg blive smittet med svampen, når vi f.eks. har sex?

Svar:

Kære Spørger.

Svamp i tå- og fingernegle er ikke særlig smitsom. Svamp i tånegle er derimod stort set altid forudgået af fodsvamp, som er smitsom, og smitter fra person til person via inficerede hudskæl. Din risiko for at blive smittet med svamp fra din mand afhænger derfor af, om han udelukkende har svamp i neglene eller om han også har fodsvamp.

Neglesvamp og fodsvamp kan vise sig på forskellige måder. Neglesvamp resulterer ofte i fortykkede, misfarvede negle, som kan være løsnet fra neglelejet. Fodsvamp ses hyppigst som lokaliserede forandringer i tå-mellemrum med rødme, skældannelse, revner og kløe, mens andre former viser sig i fodsålerne som eksemlignende forandringer, der kan være kløende.

Hvis din mand har både neglesvamp og fodsvamp, er der en risiko for, at du kan blive smittet med svamp. Fodsvamp smitter ved, at hudskæl med svampesporer (små dele af svampen, som kan danne en ny svamp) overføres fra en person til en anden. Typisk får man fodsvamp ved at gå med bare fødder i omgivelser, hvor mange mennesker færdes. Specielt i fugtige omgivelser er der risiko for at blive smittet med svampesporer (svømmehaller, bade- og omklædningsrum). Fodsvamp kan så senere udvikles til neglesvamp. Det bedste, du kan gøre for at undgå smitte er: Brug badesandaler i baderum, og særlig vigtigt i offentlige baderum, hold fødderne rene og tørre og brug dit eget særskilte håndklæde.

Hvis din mand har neglesvamp, men ikke samtidig fodsvamp, er der formentlig kun en lille risiko for, at du bliver smittet - også når I har sex. I skal dog være opmærksomme på, at neglesvamp formentlig kan smitte i forbindelse med nedfiling af neglene, da inficeret neglemateriale kan indeholde svampesporer. Men derudover anses risikoen for smitteoverførsel at være lille, og jeg kan kun anbefale dig almindelige hygiejniske foranstaltninger.

At din mand har haft tilstanden gennem 3 år, uden at du er blevet smittet, tyder da heller ikke på, at tilstanden er særlig smitsom (hvis I altså har været samme i den periode?). Så alt i alt vil jeg anse risikoen for, at du bliver smittet med neglesvamp fra din mand for at være lille.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal

Læge.

Sidst opdateret: 16.04.2003