OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Hej NetDoktor
Jeg ved ikke om det er svamp, min negl er begyndt at blive gul og grumset at se på, men det er kun i den ene side af neglen. Den er også begyndt at løsne sig i den ene side. kan det være svamp?
Hilsen Betina
Kære Betina.
Ja, dine symptomer med en misfarvet negl, der løsner sig, kan meget vel være betinget af neglesvamp. Det behøver dog ikke være tilfældet, og man kan ikke med det blotte øje konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion. Derfor er det vigtigt, at du får stillet diagnosen neglesvamp, inden du går i gang med en eventuel behandling. Det gøres ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2-3 uger.
Med venlig hilsen
Merete Hædersdal
læge.
Sidst opdateret: 16.04.2003