Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan jeg tage tabletbehandling for neglesvamp sammen med medicin for mavesår?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Halvdelen af stortå-neglen er gullig/hvid og spreder sig udefra og ind. Lægen har konstateret svamp uden at dyrke. Kan jeg tage tabletbehandling sammen med medicin for mavesår?

Christina

Svar:

Kære Christina.

Du ønsker at vide, om du kan tage medicin for neglesvamp samtidig med, at du tager medicin for mavesår.

For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater er almindelige og effektive, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol.

I henhold til Lægemiddelkataloget og Lægeforeningens Medicinfortegnelse kan jeg oplyse dig om følgende: Visse typer mavesårsmedicin (H2-receptorantagonister) hæmmer optagelsen af itraconazol og forlænger den tid, hvor terbinafin findes i blodet. Desuden hæmmer visse syreneutraliserende stoffer (antacida) effekten af bl.a. itraconazol. For fluconazol er ikke anført interaktioner med mavesårsmedicin.

Det er således en særdeles relevant problemstillingen, du rejser, og det er vigtigt, at du gennemdrøfter den med din læge, inden du starter på en eventuel behandling. Da man ikke kan stille diagnosen neglesvamp med det blotte øje, vil jeg desuden foreslå, at du inden en eventuel behandling får stillet diagnosen neglesvamp ud fra et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet ved både mikroskopi og dyrkning. Svar foreligger som regel indenfor 2 –3 uger.

Til slut vil jeg gøre dig opmærksom på, at det endelige valg af behandling for neglesvamp træffes ud fra en overordnet vurdering om bl.a. præparaternes behandlingseffekt overfor den pågældende svampeinfektion, præparaternes bivirkningsprofil og mulige indflydelse på andre sygdomme og lægemidler.

Sidst opdateret: 29.04.2003




Annonce