OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvorfor har især mange ældre mennesker neglesvamp?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Hvordan går det til, at gamle mennesker, som bor på plejehjem og som ikke kommer i vådrum fælles med andre, får neglesvamp?

Det er ret udbredt på det plejehjem, hvor jeg arbejder.

Svar:

Kære spørger.

Der er forskellige typer svampe, som kan give anledning til neglesvamp, og dette er formentlig forklaringen på dit spørgsmål.

Ved den hyppigst forekommende type (> 90%) smittes man ved, at hudskæl med svampesporer (små dele af svampen, som kan danne en ny svamp) overføres fra en person til en anden. Typisk når man går på bare fødder i vådrum. Primært udvikles fodsvamp, som efterfølgende kan brede sig til neglesvamp. Svampene, der giver anledning til denne infektion, hedder dermatofyter, hvor det langt hyppigst drejer sig om infektion med svampen Trichophyton rubrum. Det kan bestemt ikke udelukkes, at et ældre menneske er smittet med denne type neglesvamp, måske for år tilbage, således at personen allerede var smittet med neglesvamp, inden vedkommende kom på plejehjem?

Derudover kan også skimmelsvampe give anledning til neglesvamp.

Når man ældes, forandres neglene, som vokser langsommere og ofte bliver fortykkede med en ændret struktur. Det medfører, at neglene bliver mere modtagelige overfor infektion med skimmelsvampe. Disse skimmelsvampe findes overalt i omgivelserne, og altså ikke kun i våd- eller baderum. Dvs. at smitteoverførslen ikke sker specielt i vådrum, men derimod kan forekomme overalt, og uden man behøver at have haft direkte eller indirekte kontakt med en person, der er smittet med fod- eller neglesvamp. Hos gamle mennesker er det meget almindeligt, at neglesvamp netop skyldes infektion med skimmelsvampe.

Jeg vurderer, at disse skimmelsvampe formentlig er hovedårsagen til neglesvamp hos ældre plejehjemsbeboere.

Sidst opdateret: 05.05.2003