OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan hvide pletter på tåneglene være betinget af neglesvamp?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Jeg har opdaget nogle små hvide pletter på tåneglene. Da jeg altid bruger neglelak på tæerne, tænkte jeg at det måske bare var misfarvninger af neglene fra brugen af neglelak. Men ved nærmere eftertanke gik jeg til lægen, som kiggede kort på mine tånegle, og sagde at hvis man skulle have en rigtig diagnose, skulle der tages et skrab af neglene, og dette skrab dyrkes på et laboratorium, men han synes lige så godt, at jeg kunne starte med en behandling med Loceryl 5% med det samme. Så det er jeg begyndt på, og der blev ikke taget noget skrab og sendt til dyrkning. Nu har jeg så været inde og kigget på hjemmesiden: www.neglesvamp.dk, og de eksempler der vises, her ligner på ingen måde mine hvide pletter, så nu bliver jeg meget i tvivl. Allerede efter første behandling med Loceryl 5% er alle pletter væk, og der er ingen nye i syne. Jeg er dog blevet ved med at påsmøre den specielle neglelak, da jeg ikke tør andet. Skal jeg fortsætte med det, eller skal jeg gå til lægen igen? På hjemmesiden stod der, at man faktisk godt kunne have let fodsvamp samtidig, og at dette kunne udvikle neglesvamp, skal jeg købe noget håndkøbs medicin mod fodsvamp, bare for at forebygge?

På forhånd tak for svaret.

Med venlig hilsen

Pia

Svar:

Kære Pia

Jeg forstår på din henvendelse, at du gerne vil vide: 1) Om hvide pletter på tånegle kan være betinget af neglesvamp, 2) om det kan anbefales at forebygge, at neglesvamp breder sig til fodsvamp, og 3) om du skal fortsætte med amorolfin (indholdsstoffet i loceryl) neglelak.

Ad 1) Kan hvide pletter på neglene være betinget af neglesvamp?

Ja, neglesvamp kan vise sig ved hvide pletter ovenpå neglen. Neglesvamp viser sig dog oftest ved fortykkede, misfarvede negle, som kan være løsnet fra neglelejet.

Da du ikke har fået lavet en svampeundersøgelse er det ikke muligt at afklare, om de hvide pletter på dine negle har været betinget af en svampeinfektion. En svampeundersøgelse er den eneste måde at afklare dette på.

Ad 2) Skal man forebygge at neglesvamp breder sig til fodsvamp?

Neglesvamp anses ikke for at være særlig smitsom. Svamp i tånegle er derimod stort set altid forudgået af fodsvamp, som dels smitter fra person til person via inficerede hudskæl, og dels kan brede sig til neglene og senere udvikles til neglesvamp. Da neglesvamp ikke er særlig smitsom, anses det ikke for indiceret at anvende lokale svampemidler for at forebygge at neglesvamp udvikler sig til fodsvamp. Derimod er det vigtigt at få behandlet en eventuel fodsvamp for at denne ikke udvikler sig til neglesvamp.

Ad 3) Fortsat behandling med amorolfin?

Da dine negleforandringer er svundet, vil jeg foreslå, at du holder pause med neglelakken. Hvis de hvide pletter måtte komme tilbage, vil jeg foreslå, at du kontakter din læge med henblik på at få udført en svampeundersgelse. Svaret af denne vil så afgøre, om du skal genoptage behandlingen.

Sidst opdateret: 15.05.2003