Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan hvide pletter på neglene skyldes neglesvamp?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Er det neglesvamp jeg har på fingrene?

De bliver hvide halvt ned af neglen eller i siden. Jeg har det på 4 fingre. Når neglen vokser ud forsvinder det men kommer igen. Det er værst på min ene tommelfinger.

Jeg vil lige nævne, at jeg arbejder med mælkepulver til daglig.

Venlig hilsen

Jens

Svar:

Kære Jens

Jeg forstår på din henvendelse, at du gerne vil vide, om hvide pletter på neglene kan være betinget af neglesvamp.

Ja, neglesvamp kan vise sig ved hvide pletter ovenpå både finger- og tånegle. Neglesvamp viser sig dog oftest ved fortykkede, misfarvede negle, som kan være løsnet fra neglelejet, og svamp i tånegle er ca. ti gange så hyppigt forekommende som svamp i fingernegle.

Det er ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion. Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger efter ca. 2-6 uger.

Jeg vil anbefale dig, at du via din egen læge eller en hudlæge får foretaget en svampeundersøgelse, så du hermed kan få afklaret, om du har neglesvamp.

Sidst opdateret: 30.05.2003




Annonce