OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvilke behandlingsmuligheder er der i forbindelse med graviditet og amning?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Et negleskrab bekræftede for 1 1/2 år siden, at jeg havde neglesvamp i to tånegle. Tabletbehandling blev udskudt pga. amning af nyfødt søn. Nu er amningen aftrappet, men jeg er lykkeligt nygravid med barn nr. 2. Jeg kan derfor fortsat ikke starte behandling. Jeg har et meget stort ønske om også at amme barn nr. 2 så længe som muligt, dvs. gerne 1- 1 1/2 år efter fødslen. Herved udskydes behandlingsstart endnu ca. 2 år. Vi tager naturligvis forskellige forholdsregler for at undgå smitte i familien, og det er heldigvis hidtil lykkedes os at forhindre smitte. Bortset fra det, betyder det så noget for behandlingsmulighederne at behandlingen først iværksættes ca. 4 år fra udbruddet ? Kan I anbefale nogen behandling, som jeg kan bruge mens jeg er gravid og ammer, for så derefter at starte tabletbehandling?

Med venlig hilsen og tak for hjælpen.

Svar:

Kære Spørger.

Du ønsker oplysninger om behandlingsmuligheder for neglesvamp i forbindelse med graviditet og amning.

For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Du har ret i, at ingen af disse præparater er en behandlingsmulighed for dig på nuværende tidspunkt, da man fraråder anvendelse af præparaterne under graviditet og amning, enten på grund af risiko for barnet eller fordi man ikke har tilstrækkelig erfaring med præparaterne i forbindelse med graviditet og amning. Derudover findes en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere en tånegle-svampeinfektion, og heller ikke med neglelakken har man tilstrækkelig erfaring i forbindelse med graviditet og amning til at man kan anbefale denne. Optagelsen af stoffet i kroppen er dog ringe. Andre lokale midler mod svampeinfektioner (fx creme, salve, spray) anses ikke for at være effektive til at behandle neglesvamp, bl.a. fordi de ikke trænger langt nok ned i neglen til at kunne kurere svampen.

Så alt i alt må du indstille dig på at vente med at få en effektiv behandling for din neglesvamp, indtil du stopper med at amme. I mellemtiden kan du måske have nogen effekt af at behandle som man gjorde ”i gamle dage”, nemlig at fjerne hele neglen eller det neglevæv, der ser sygt ud, eventuelt ved hjælp fra en fodterapeut, og efterfølgende dagligt indsmøre den underliggende hud med en svampedræbende creme (flere fås i håndkøb og kan anvendes i forbindelse med graviditet og amning). Muligvis kan det hindre, at infektionen breder sig yderligere. Det kræver ihærdighed.

Det er vanskeligt at vurdere, hvordan dine muligheder vi være for at opnå helbredelse for neglesvamp, når du til sin tid er færdig med at amme. Jeg tror dog, at du ved at anvende ”den gammeldags metode” kan undgå at infektionen breder sig væsentligt, således at du forhåbentligt til sin tid vil blive kureret med tabletbehandlingen.

Sidst opdateret: 30.05.2003