OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan neglesvamp smitte til andre dele af kroppen?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor.

Jeg ville egentlig bare spørge dig om det var muligt at overføre neglesvamp til andre dele af kroppen, samt indvendigt, f.eks. hvis man bider negle?

Svar:

Kære spørger

Neglesvamp anses ikke for at være særlig smitsom, idet infektionen oftest er lokaliseret under neglen. Svamp i tånegle er derimod stort set altid forudgået af fodsvamp, som er smitsom og smitter fra person til person via inficerede hudskæl. Fodsvamp kan brede sig til neglene og senere udvikles til neglesvamp. Derimod anses smitten ikke for at gå den anden vej, fra neglesvamp til fodsvamp. På samme måde overføres smitte fra neglesvamp sædvanligvis ikke til andre hudområder eller til mundslimhinde.

Man skal dog være opmærksom på, at neglesvamp formentlig kan smitte i forbindelse med fodterapi og nedfiling af neglene, da løsrevet neglemateriale kan være inficeret med smitsomme svampesporer. Men derudover anses risikoen for smitteoverførsel at være lille.

Sidst opdateret: 19.06.2003