OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Hej NetDoktor,
Mit spørgsmål er egentlig ganske enkelt.
Jeg har ikke villet lade mig behandle med den der specielle medicin, fordi det simpelhen er for dyrt. Men for noget tid siden læste jeg et sted, at man kunne bruge mentholatum i stedet. Det skulle dræbe bakterierne. Det fungerer på den måde, at man hver aften smører neglen ind i et lag mentholatum. Jeg har nu anvendt metoden i nogle uger, og min neglesvamp er næsten forsvundet. Kan det virkelig passe, at den kan forsvinde ved bare at gøre det? For i så fald er der jo ingen grund til at anvende så mange penge på en så dyr behandling.
Maria.
Kære Maria.
Du ønsker oplyst, om mentholatum kan anvendes til behandling af neglesvamp. Mentholatum præparater indeholder bl.a. menthol.
Primært er det vigtigt, at du via din egen læge eller via en hudlæge får konstateret, om dine negleforandringer skyldes en svampeinfektion. Negleforandringer kan nemlig også skyldes andet end neglesvamp. En undersøgelse for neglesvamp indebærer, at du får taget et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2-3 uger.
Som jeg har skrevet i flere af mine tidligere besvarelser, er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling for at kurere svamp i tånegle, mens lokale svampedræbende midler som den eneste behandling oftest ikke er tilstrækkeligt effektive, bl.a. fordi de ikke trænger langt nok ned i neglen til at kunne kurere svampen. Mentholatum eller andre menthol-holdige midler nævnes da heller ikke som en behandlingsmulighed i nyligt offentliggjorte internationale retningslinjer for hvordan neglesvamp behandles bedst muligt. Derudover kan menthol være hudirriterende, hvilket kan medføre eksem.
På denne baggrund kan jeg derfor ikke anbefale, at neglesvamp behandles med mentholatum.
Sidst opdateret: 11.08.2003