Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan fodsvamp forårsage neglesvamp?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor,

Jeg har studeret jeres hjemmeside, men har aldrig haft neglesvamp. Jeg tror dog min far har det, for hans negle ser ret gule ud, men jeg tror ik jeg tør spørge ham om at gå til lægen med det.

Jeg har jo aldrig selv haft neglesvamp,og vil gerne forebygge at jeg får det, så jeg læste på jeres hjemmeside, hvor der står at man skal passe på med hensyn til fodsvamp, som kan fremskynde neglesvamp.

Jeg kunne godt tænke mig nogle flere informationer om fodsvamp, da jeg tror det er det jeg ofte har haft mellem mine tær, og vil gerne have det væk. Hvad skal jeg gøre. jeg har fået af vide af min mor, at hvis jeg bare tørrer godt og grundigt mellem mine tær med håndklædet når jeg har været i bad skal det nok gå væk, men det har ikke rigtig virket.

Giv mig et godt råd.

På forhånd tak

Svar:

Kære spørger.

Du ønsker information om fodsvamp og spørger, hvordan du skal undgå at blive smittet med neglesvamp.

Neglesvamp anses ikke for at være særlig smitsom, idet infektionen sædvanligvis er lokaliseret under neglen. Svamp i tånegle er derimod stort set altid forudgået af fodsvamp, som er smitsom, og smitter fra person til person via inficerede hudskæl. Fodsvamp kan brede sig til neglene og senere udvikles til neglesvamp. Derimod anses smitten ikke for at gå den anden vej - fra neglesvamp til fodsvamp. For at undgå at få neglesvamp, skal man altså prøve at undgå at blive smittet med fodsvamp.

Her kan gives følgende råd:

• Anvend badetøfler, når du opholder dig i fugtige omgivelser som svømmehaller, bade- og omklædningsrum, idet der her er en særlig risiko for at blive smittet med svampesporer

• Undgå tætsiddende, lukket fodtøj, som medfører et varmt og fugtigt miljø, der disponerer til udvikling af fodsvamp

Endelig vil jeg foreslå dig, at du kontakter din læge med henblik på at blive undersøgt og eventuelt behandlet for fodsvamp.

Sidst opdateret: 02.09.2003




Annonce