OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Hej NetDoktor,
Kan atamon fjerne svampeinfektionen?
Jeg er ikke i tvivl om neglesvampen. Jeg mistede en storetåsnegl ved stød for et par år siden og fik den sendt til lab. undersøgelse, hvor man konstaterede, at der var svamp i den. Senere har det spredt sig til alle andre negle (der er vist kun én, jeg er 90% sikker på ikke er inficeret, men alle bliver behandlet hver uge).
Jeg ville være meget ked af den medicinske behandling, og er derfor begyndt at supplere behandlingen ved at pensle med en neglepensel under neglene og langs med rødderne - et par aftener om ugen inden jeg går i seng - uden at "blødgøre" laklaget. Jeg ved, at det var, hvad man gjorde i gamle dage, men kan det virke?
Kære spørger.
Du spørger, om atamon kan anvendes til behandling af neglesvamp.
Atamon indeholder konserveringsmidlet natriumbenzoat, som hæmmer væksten af gær- og skimmelsvampe, hvilket benyttes til at forlænge madvarers holdbarhed. Desværre virker atamon ikke på de svampe, der langt hyppigst forårsager neglesvamp (dermatofyter, som er årsag til neglesvamp i mere end 90% af tilfældene). Desuden er lokalt anvendte svampedræbende midler som den eneste behandling til neglesvamp oftest ikke tilstrækkeligt effektive, bl.a. fordi de ikke trænger langt nok ned i neglen til at kunne kurere svampen. Atamon er i øvrigt et kraftigt allergen, som kan medføre eksem.
På denne baggrund kan jeg derfor ikke anbefale, at neglesvamp behandles med Atamon.
Sidst opdateret: 02.09.2003