Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvordan behandles neglesvamp?

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Da jeg bor i Japan, kan jeg desvaerre ikke fa behandling i DK. Da det er svaert at kommunikere med Japanske laeger ville jeg foresporge om navnet pa hvilken medicin i anbefaler, sa at jeg kan ga til en Japansk laege og anbefale ham dette.

Svar:

ære spørger.

Du ønsker information om muligheder for behandling af neglesvamp.

For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere svamp i tånegle. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige i Danmark.

Inden du går i gang med en eventuel behandling for neglesvamp, vil jeg anbefale dig, at du ved en læge får lavet en undersøgelse for neglesvamp, så du med sikkerhed får konstateret, om du har neglesvamp. Undersøgelsen udføres ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger.

Hvis resultatet af svampeundersøgelsen viser, at du har neglesvamp, vil jeg umiddelbart foreslå dig, at du sammen med din læge gennemdrøfter ovennævnte behandlingsmuligheder og planlægger den behandling, der for dig vil være den bedste. Desuden vil jeg gøre dig opmærksom på, at det endelige behandlingsvalg afhænger af en samlet vurdering ud fra bl.a. præparaternes behandlingseffekt overfor den pågældende svampeinfektion, præparaternes bivirkningsprofil og mulige indflydelse på andre sygdomme og lægemidler. Det er derfor vigtigt, at du informerer din læge, hvis du lider af andre sygdomme eller indtager andre lægemidler, så der også kan blive taget højde for dette, når din behandling planlægges.

I øvrigt kan jeg henvise dig til Netdoktors leksikon med information om medicin. Du kan her finde uddybende oplysninger om både terbinafin, itraconazol, fluconazol og amorolfin.

Sidst opdateret: 02.09.2003




Annonce