Hvilken salve skal jeg bruge til behandling af neglesvamp?

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Jeg har fået neglesvamp på neglen ved siden af storetåneglen. Jeg gik til lægen med den og fik at vide, at det på nuværende tidspunkt ikke er vildt slemt, men min negl er blevet vildt tyk og svær at klippe.

Lægen gav mig en salve ved navn Salicyl Galderma, som jeg skulle smøre med hver dag, men mine forældre ( min far har også haft neglesvampo) sagde at jeg ikke skulle tage imod det salve, da det ikke ville virke men blot gøre det værre. Han foreslog at jeg skulle have et andet middel, men jeg kan ikke huske hvad det var.

Jeg har lige nogle spørgsmål til salven... hvorfor står der til brug ved fjernelse af hård hud og ligtorne??? det kan da ikke passe???? og er der ikke en nemmere måde at komme af med det på, end at skulle smøre sig hver dag??

Hilsen en spørger.

Svar:

Kære spørger.

Jeg er i tvivl, om du har fået stillet diagnosen neglesvamp ved en svampeundersøgelse. Hvis det ikke er tilfældet, vil jeg råde dig til at kontakte din egen læge eller en hudlæge med henblik på at få foretaget en sådan. Det er nemlig ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion, og der kan være andre årsager til forandrede negle end svampeinfektioner.

En svampeundersøgelse udføres ved at lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger efter ca. 2 uger. Denne undersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.

Hvis undersøgelsen bekræfter, at du har neglesvamp, er der forskellige behandlingsmuligheder.

Svamp i tånegle behandles som hovedregel med en tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater er effektive, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Andre lokale svampedræbende midler anses ikke for at være tilstrækkeligt effektive, bl.a. fordi de ikke trænger langt nok ned i neglen til at kunne kurere en svampeinfektion.

Angående Salicyl Galderma indeholder dette middel ikke et svampedræbende stof, og kan derfor ikke anvendes til at kurere neglesvamp. Derimod er midlet velegnet til behandling af fortykket hud, og altså også ligtorne og hård hud.

Sidst opdateret: 24.09.2003