Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvilke behandlingsmuligheder, behandlingseffekt og bivirkninger er der ved behandling af neglesvamp?

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Jeg har for flere år siden af min hudlæge fået konstateret svamp i tåneglene. Jeg har haft det i forskellige negle på skift og har det nu i højre storetånegl. Min sidste behandling med Lamisil ligger år tilbage og jeg oplevede en stærk allergisk reaktion med kløe over hele kroppen. Jeg afbrød behandlingen.

Af andre læger og også her i USA hvor jeg bor nu, er jeg blevet informeret om at svamp i neglen starter indefra og selvom det behandles kommer det altid tilbage, hvilket jeg jo også selv har erfaret. Kan du kommentere dette?

Findes der andre behandlingsmuligheder end Lamisil, som er ligeså effektive og uden bivirkninger af nævneværdig grad?

Ser frem til at høre dine svar på dette.

På forhånd mange tak.

Jette

Svar:

Kære Jette.

Du ønsker information om behandlingsmuligheder for neglesvamp, om forventet behandlingseffekt, og om potentielle bivirkninger til behandlingerne.

For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater er almindelige og effektive, bl.a. terbinafin (indholdsstoffet i lamisil), itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Ca. 20-30% af de behandlede patienter bliver desværre ikke raske efter endt behandling selv med de mest effektive lægemidler. Nyere undersøgelser tyder dog på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Men man må fortsat forvente, at heller ikke alle patienter bliver raske efter denne kombinationsbehandling.

Neglesvamp kommer derfor ikke altid tilbage, hvis man har gennemgået en behandling med et af ovennævnte lægemidler.

I henhold til Lægemiddelkataloget er der følgende potentielle bivirkninger til behandlingerne:

TERBINAFIN:

Efter indtagelse af tabletter forekommer bivirkninger hos ca. 10%. Hyppigst ses forbigående gener fra mave-tarm kanalen i form af appetitløshed, mavesmerter, eller diarré. Kvalme ses hos ca. 5%. Hos 2-5% ses hududslæt. Sjældnere kan forekomme led- og muskelmerter, allergiske reaktioner og påvirkning af lever og knoglemarv. Forbigående smagsforstyrrelser ses hos mindre end 1%.

ITRACONAZOL:

Bivirkninger ses hos op til 10%, overvejende i form af gener fra mave-tarm kanalen. Mindre hyppigt ses hudkløe, udslæt, hovedpine, svimmelhed og træthed. Leverpåvirkning ses hos ca. 4%, og enkelte tilfælde af leverbetændelse er beskrevet under langtidsbehandling.

FLUCONAZOL:

Lette bivirkninger fra mave-tarm kanalen forekommer hos ca. 10%. Sjældnere forekommer hovedpine, leverpåvirkning og hududslæt.

AMOROLFIN:

Der kan forekomme lokal irritation og udvikling af eksem.

Endelig vil jeg gøre dig opmærksom på, at det endelige behandlingsvalg træffes ved en samlet vurdering ud fra bl.a. præparaternes behandlingseffekt overfor den pågældende svampeinfektion, præparaternes bivirkningsprofil og mulige indflydelse på andre sygdomme og lægemidler. Det er derfor vigtigt, at du informerer din læge, hvis du lider af andre sygdomme eller indtager andre lægemidler, så der også kan blive taget højde for dette, når din behandling planlægges.

I øvrigt kan jeg henvise dig til Netdoktors leksikon med information om medicin. Du kan her finde uddybende oplysninger om både terbinafin, itraconazol, fluconazol og amorolfin.

Sidst opdateret: 30.09.2003




Annonce