Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Er neglesvamp det samme som fodsvamp, der ubehandlet har bredt sig?

Spørgsmål:

Kære NetDoktor,

Er neglesvamp det samme som, eller stammer det fra fodsvamp der ubehandlet har bredt sig?

Hilsen en interesseret.

Svar:

Kære spørger.

Neglesvamp er en svampeinfektion lokaliseret til en eller flere negle, mens fodsvamp er en svampeinfektion, der angriber huden mellem tæerne eller i fodsålen.

Neglesvamp anses ikke for at være særlig smitsom, idet infektionen oftest er lokaliseret under neglen. Svamp i tånegle er derimod stort set altid forudgået af fodsvamp, som er smitsom og smitter fra person til person via inficerede hudskæl. Fodsvamp kan brede sig til neglene og senere udvikles til neglesvamp. Derimod anses smitten ikke for at gå den anden vej, fra neglesvamp til fodsvamp. Neglesvamp anses heller ikke for at kunne smitte til andre hudområder. Man skal dog være opmærksom på, at neglesvamp formentlig kan smitte i forbindelse med fodterapi og nedfiling af neglene, da løsrevet neglemateriale kan være inficeret med smitsomme svampesporer. Men derudover anses risikoen for smitteoverførsel at være lille.

Sidst opdateret: 30.09.2003




Annonce