OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Skal jeg fortsætte med Lamisil som ordineret?

Spørgsmål:

Hej NetDoktor

Jeg skriver, fordi jeg efterhånden er blevet ret modløs i forbindelse med (formodet neglesvamp) og smerter i min venstre storetå. Ved et uheld under en skiferie blev tåneglen på min venstre storetå løsrevet fra sit negleleje (jeg blev påkørt).

Neglen voksede fortsat og i de første måneder klippede jeg den som normalt. Efterhånden opdagede jeg, at den blev mere buet og løftede sig op fra neglelejet (voksede i en vinkel ud fra neglelejet). Dette medførte, at jeg klippede neglen længere ned.

Problemet er nu, at neglen har løsrevet sig fra neglelejet og reelt kun hænger fast i kanten (men dog så meget, at jeg ikke kan fjerne den). Jeg er meget bekymret for, om neglelejet er blevet skadet under ulykken og således ikke har mulighed for at gendanne neglen.

Når jeg har været i bad, plejer jeg at rense under neglene - og har måske været for flittig til at rense under den beskadigede negl. Kan jeg, med en negleklipper (såkaldt "3-i-1") have forvoldt yderligere skade ved at holde rent under neglen (fjerne løstsiddende negleleje)?

Endelig erkendte jeg, at neglen ikke ville bedre sig med tiden og gik derfor til lægen med problemet (for ca. 4 måneder siden). Han kiggede kort på neglen og konstaterede neglesvamp den skulle behandles med Lamisil (som jeg har taget hver dag, når jeg husker det).

Lægen sagde yderligere, at neglen ville vokse fint ud igen, forudsat at neglelejet ikke var beskadiget. Neglens tilstand taget i betragtning er jeg blevet urolig - for det går den anden vej, synes jeg.

Jeg er i tvivl om neglen skal fjernes og har idag problemer når jeg skal sove og tæerne får ro. Det virker som om det er neglen på min venstre storetå, der presser på neglelejet og derved giver mig smerter (ikke store smerter, men det kan da mærkes).

Derfor har jeg flere gange været fristet til selv at fjerne neglen, men efter gentagne forsøg konkluderet, at den trods alt sad for godt fast stadigvæk.

Spørgsmålene er således:

  1. Skal jeg fortsætte med Lamisil som ordineret?

  2. Skal jeg evt. have fjernet neglen?

  3. Kan jeg risikere at neglen aldrig kommer til at vokse normalt og altid vil forsøge at vokse skævt, pga. evt. ødelagt negleleje?

  4. Skal jeg lade neglen "hvile i fred" og ikke forsøge selv at fjerne den?

På forhånd tak og håb om svar.

Hr. B.

Svar:

Kære spørger.

Du beskriver, at neglen på din venstre storetå er beskadiget efter et traume i forbindelse med skiløb, og at du efterfølgende har fået behandling for formodet neglesvamp. Du spørger om råd og vejledning til behandling.

For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater er almindelige og effektive, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Ca. 20-30% af de behandlede patienter bliver desværre ikke raske efter behandling med selv de mest effektive lægemidler, og desværre er chancen for at blive helbredt betydeligt dårligere, hvis neglen af den ene eller anden årsag er beskadiget eller vokser langsomt (< 2 mm pr måned). Hos dig kan det derfor blive vanskeligt at slippe af med en eventuel svampeinfektion.

Som jeg skriver i mange af mine besvarelser, så stilles diagnosen neglesvamp ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Jeg er i tvivl, om du har fået stillet diagnosen neglesvamp ud fra en sådan undersøgelse. Undersøgelsen kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Denne svampeundersøgelse vil afklare, om din beskadigede negl også er smittet med neglesvamp.

Jeg vurderer, at din fremtidige behandling en specialistopgave, og jeg vil derfor tilråde dig, at du taler med din egen læge og bliver henvist til en hudlæge. Hudlægen vil givetvis undersøge, om der fortsat er en svampeinfektion i din negl. Dette vil være udgangspunktet for din fremtidige behandling.

Held og lykke.

Sidst opdateret: 30.09.2003