OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvad skal jeg gøre ved min grimme storetånegl?

Spørgsmål:

Jeg er så frustreret over min grimme storetånegl. Den ligner præcis den på jeres billede og der er løsning af neglesiden og der kan være surtlugtende snask under neglen (ikke puds som ved bakterier).

Jeg var hos lægen for 2.5 år siden og fik sporanox. Det gjorde mig meget syg, sår i mund, vagina, spiserør mm. Havde høj feber og var syg i to uger. Jeg røg akut til hudlæge som ville indlægge mig (blev istedet hentet af min sygeplejerske-mor). Jeg tør derfor ikke at blive behandlet systemisk med hverken diflucan eller sporanox.

Har prøvet en del efterfølgende for at fjerne svampen. Har klippet neglen ned og renset op under den. Jeg filede overfladen for at gøre neglen mere behandlingsmodtagelig. Derefter smurte og sprøjtede jeg med creme op under neglen dagligt i 4-6 måneder. Prøvede forskellige præparater. Forsøgte også atamon bade. Har endnu ikke prøvet neglelakken. Havde en tid hos en hudlæge for en måned siden, men hun var så stresset at vi ikke nåede at tale om min negl, kun en evt. roaccutan kur mod acne. Den vil jeg dóg ikke have, for mange bivirkninger.

Hvad kan jeg gøre? Det ser så grimt ud!!! Er der nogle alternative midler der kunne støtte behandlingen, et vitamin eller?? Jeg burde vide bedre.. er snart færdig dyrlæge. Håber virkelig at du kan hjælpe mig!!

Stina

Svar:

Kære spørger.

Du ønsker oplysninger om behandlingsmuligheder med lokale svampemidler for neglesvamp, da du tidligere har haft voldsomme reaktioner på tabletbehandlinger for neglesvamp.

Af indregistrerede lokale midler til behandling af neglesvamp findes en neglelak, som indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling ofte ikke tilstrækkelig til at kunne kurere en tånegle-svampeinfektion. Det afhænger dog af, på hvilken måde neglesvampen har angrebet din negl. Andre lokale midler mod svampeinfektioner (fx creme, salve, spray) anses ikke for at være effektive til at behandle neglesvamp, bl.a. fordi de ikke trænger langt nok ned i neglen til at kunne kurere svampen.

Du skriver, at du allerede har forsøgt at behandle som man gjorde ”i gamle dage”, nemlig at fjerne hele neglen eller det neglevæv, der ser sygt ud, og efterfølgende dagligt indsmøre den underliggende hud med en svampedræbende creme – desværre uden held. Jeg vurderer derfor, at din fremtidige behandling er en specialistopgave, og vil tilråde dig, at du drøfter problemstillingen med din hudlæge.

Afhængig af hvordan neglesvampen har angrebet din negl, vil hudlægen muligvis foreslå dig at kombinere den medicinske neglelak med regelmæssig nedfiling og fjernelse af det syge neglevæv, eventuelt ved hjælp fra en fodterapeut. Denne behandling tror jeg umiddelbart vil være bedst egnet til dig.

Hvis din negl er meget fortykket, kan en alternativ behandlingsmulighed være 40% carbamid i vaselin, som skal fremstilles specielt på apoteket. Carbamid-cremen påsmøres den angrebne negl, som forbindes og lades urørt 3 – 5 – 7 dage, alt afhængig hvor tyk neglen er – man må prøve sig frem. Når forbindingen fjernes, afvaskes vaselinen og opløste neglerester afskrabes. Behandlingen kan eventuelt gentages. Efterfølgende kan man supplere med påsmøring af lokale svampemidler, idet carbamid ikke har nogen effekt på selve svampeinfektionen. Denne behandling er ikke særlig udbredt, bl.a. fordi den kan være noget besværlig at have med at gøre. Hovedsageligt anvendes behandlingen, hvis der kun er en eller få negle angrebne, hvis svampeinfektionen er forårsaget af skimmelsvampe eller hos patienter, der – som dig - ikke tåler tabletbehandling.

Held og lykke.

Sidst opdateret: 12.03.2004