Kan neglesvamp vise sig ved at neglen bliver hvid?

Spørgsmål:

Hej Merete,

Er det neglesvamp hvis min negl er helt hvid og ikke gul?

(Desuden svier det, når jeg lader vandet, men jeg ved ikke om det har noget med det at gøre)

Hilsen en spørger

Svar:

Kære spørger.

Du spørger, om neglesvamp kan vise sig ved en hvid farveforandring af neglen?

Ja, neglesvamp kan vise sig ved hvide områder på neglen. Det er dog ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion. Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger, men det kan dog i nogle tilfælde tage længere tid, inden det endelige svar foreligger. Denne undersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.

Jeg vil derfor foreslå dig, at du kontakter din læge med henblik på at få lavet en undersøgelse for neglesvamp. I øvrigt mener jeg ikke, der er en sammenhæng mellem dine negleforandringer og svie ved vandladning, men jeg vil bestemt tilråde, at du snarest får vandladningsgenerne undersøgt nærmere.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal,

speciallæge.

Sidst opdateret: 15.04.2004