OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Merete,
Neglene (på hænderne) har normal farve...men de er lidt deforme og vokser ud med langsgående bølger/striber...der er et eller andet galt nede i rødderne,og ingen, af de snart mange, læger jeg har vist dem til, ved noget om hvad det kan være.....
Kan det være neglesvamp?
Med venlig hilsen
J.
Kære J.
Du fortæller, at nogle af dine fingernegle er lidt deforme med længdeforløbende striber og at du ikke ved, om du har neglesvamp?
Det er ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion. Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger, men det kan dog i nogle tilfælde tage længere tid, inden det endelige svar foreligger. Denne undersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.
Der kan være andre årsager til negleforandringer end neglesvamp: Bl.a. medfødte negledefekter, psoriasis, eksem og andre hudsygdomme, ligesom slag og traumer samt nogle medicinske sygdomme også kan påvirke neglene. Hvis neglene er forandrede på baggrund af disse tilstande, har man ofte lettere ved at få neglesvamp.
Jeg kan derfor ikke svare dig på, om du har neglesvamp, men vil foreslå dig, at du bliver henvist til en hudlæge med henblik på at få stillet en diagnose.
Med venlig hilsen
Merete Hædersdal,
speciallæge.
Sidst opdateret: 15.04.2004