OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvordan behandler jeg min fodsvamp?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Jeg har i næsten 1 år været generet af fodsvamp mellem de yderste tæer på begge fødder. Jeg har forsøgt at behandle det med Lamisil, Canesten, Brentan og Pevaryl. Ingen af disse midler har fjernet svampeinfektionerne, men har blot været med til at "holde den i stampe".

Jeg har været hos min egen læge og hos en hudspecialist. Hudspecialisten påstår, at hun intet kan gøre før jeg lader svampen forblive ubehandlet i mindst 1 måned. Sagen er bare, at jeg ikke kan gå en dag uden at bruge creme (f.eks. Pevaryl) da kløen ellers tager overhånd og så kan jeg slet ikke koncentrere mig om noget som helst. Findes der ingen andre muligheder? Evt nogle præparater udover de nævnte?

På forhånd tak.

Hilsen C.

Svar:

Kære C,

Du vil gerne have information om behandling af fodsvamp.

Fodsvamp behandles i lette tilfælde med medicinske svampedræbende cremer (fx de præparater du nævner) og i mere udtalte eller kroniske tilfælde med en tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol.

Det er vigtigt, at der stilles en korrekt diagnose, inden en evt. behandling påbegyndes, da også andre sygdomme, fx eksem og hudinfektioner, kan vise sig ved lignende symptomer med kløende udslæt på tæer og i tåmellemrum. Jeg formoder, at netop denne problemstilling er årsagen til, at din hudlæge har foreslået dig at holde pause med anvendelse af svampemidlerne, da dette sædvanligvis er nødvendigt for at kunne diagnosticere en svampeinfektion. Hvis en svampeundersøgelse bekræfter, at du stadig har fodsvamp, kan en tabletbehandling muligvis være en behandlingsmulighed for dig. Jeg vil foreslå, at du drøfter dette nærmere med din hudlæge.

I øvrigt kan følgende forholdsregler anbefales for at undgå tilbagefald eller nysmitte af din fodsvamp:

∙ Vær opmærksom på at tørre huden på fødderne og mellem tæerne omhyggeligt efter badning, evt. med en føntørrer

∙ Anvend badetøfler, når du opholder dig i fugtige omgivelser som svømmehaller, bade- og omklædningsrum, idet der her er en særlig risiko for at blive smittet med svampesporer (og for selv at du give en evt. smitte videre)

∙ Undgå tætsiddende, lukket fodtøj, som medfører et varmt og fugtigt miljø, hvilket disponerer til udvikling af fodsvamp.

∙ Og sørg for perioder med frisk luft til fødderne i løbet af dagen.

Håber, ovennævnte råd vil hjælpe dig.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal,

speciallæge.

Sidst opdateret: 15.04.2004