Kan det skyldes neglesvamp, at mine fingernegle knækker?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Jeg har spurgt mit eget lægehus til råds, men der kan de ikke hjælpe mig.

Mine fingernegle flækker på tværs -og er utrolig skrøbelige, og det har de aldrig været før.

Først troede jeg, at det kom fra kemikalierne på et tidligere rengøringsjob jeg havde i min fritid, men det er aldrig gået væk...

Efter jeg har set/hørt reklamerne om neglesvamp, kom jeg til at tænke på, om det kunne være det??

Mine negle flækker kun på fingerne, og oftest kun pege-, lange- og ringefinger, -dog er minge tommel- og lillefingernegle ikke så stærke, som de har været tidligere.

Hilsen en spørger.

Svar:

Kære spørger.

Du spørger, om det kan skyldes neglesvamp, at dine fingernegle flækker?

Der kan være flere årsager til at dine finger-negle er blevet skrøbelige. Det er meget almindeligt, at neglene flækker, og ofte skyldes det, at hænderne er meget i kontakt med vand og sæbe. Jeg har desværre ikke mulighed for at komme med en præcis diagnose, da det kræver, at man ser og undersøger neglene. Jeg skal forsøge at komme med nogle bud.

Neglesvamp i fingernegle forekommer ikke nær så hyppigt som i tånegle (ca. ti gange så sjældent). Almindeligvis er kun enkelte fingernegle angrebet. Neglesvamp kan både skyldes infektion med skimmelsvampe og gærsvampe. Ved neglesvamp i fingernegle er der ofte tale om en infektion med gærsvampe, særligt hvis den omgivende hud er rød og hævet. Ofte er strukturen af selve neglen uregelmæssigt ændret og måske fortykket - eller neglen er løsnet fra neglelejet og har ændret farve.

Neglesvamp i fingernegle kan altså se ud på mange forskellige måder og er oftest forbundet med udelukkende kosmetiske gener. I mere udtalte tilfælde kan dog også opstå ømhed af både negleleje og omgivende hud. Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan foretages hos din egen læge eller en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Denne undersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.

Umiddelbart lyder dine symptomer ikke som neglesvamp. Jeg vil anbefale dig, at du kontakter din læge med henblik på nærmere undersøgelse.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal,

speciallæge.

Sidst opdateret: 06.05.2004