Kan det være neglesvamp?

Spørgsmål:

Kære Merete,

På venstre fod er neglen på storetåen blevet meget gul, men det er ved roden og ikke foroven, som der står, at det oftest er, når der er tale om neglesvamp.

Min negl gør ondt både i og uden fodtøj og man skal slet ikke trykke på den. Jeg har før haft nedgroede negle og fik så bøjle på, men da jeg ikke syntes det hjalp, holdt jeg op med at gå til fodterapeut.

Kan det være fodsvamp eller er det bare fordi jeg stadig har nedgroede negle?

Mvh Joan

Svar:

Kære spørger.

Du fortæller, at du tidligere har haft nedgroede negle og nu har en øm, gul negl. Du spørger, om du eventuelt kan have neglesvamp?

Smerter ved negle og negleomgivelser kan være et symptom på mange forskellige tilstande og sygdomme. Nedgroede negle er en meget hyppig årsag, men også tryk, traumer og neglesvamp kan medføre ømme negle, ligesom visse hudsygdomme og medicinske sygdomme også kan påvirke negleomgivelserne med smerter til følge.

Det er ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion. Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Denne undersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.

Jeg synes, det lyder relevant, at du kontakter din læge med henblik på en vurdering og evt. en svampeundersøgelse så du kan få afklaret, hvad årsagen er til dine gener. Eventuelt kan du via din egen læge blive henvist til en hudlæge med henblik på en vurdering.

Med venlig hilsen

Merete Hædersdal,

speciallæge.

Sidst opdateret: 29.04.2004