OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Hvis det ikke er neglesvamp jeg har, hvad kan det så være?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Jeg har taget den receptpligtige pillekur sidste sommer og symptomerne på neglesvamp i storetåneglene er ikke forsvundet overhovedet. Det negl der vokser ud, er også helt ødelagt. Neglene er begyndt at blive sorte/grålige visse steder. Jeg bruger altid neglelak på tæerne, da det ikke er et kønt syn. Hvis det ikke er neglesvamp jeg har, hvad kan det så være? Kan neglelak have ødelagt pillekuren?

Venlig hilsen

M.

Svar:

Kære M,

Du beskriver, at du stadig har negleforandringer efter at være behandlet for neglesvamp i to omgange.

Jeg er usikker på, om du har fået stillet diagnosen neglesvamp ved en svampeundersøgelse? Hvilke præparater, har du været behandlet med? Og hvor længe? Jeg skal forsøge at svare så godt som muligt, men hvis du fortsat savner svar, er du velkommen til at vende tilbage.

Det er ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion, og det kan derfor være vanskeligt at afgøre, om du stadig har neglesvamp, eller om dine negleforandringer skyldes noget helt andet. Der er nemlig andre årsager til negleforandringer end neglesvamp: Bl.a. kan slag, tryk og traumer medføre, at neglene ændres, ligesom infektioner, psoriasis og visse andre hudsygdomme også kan påvirke neglene.

Det første, jeg vil råde dig til, er, at du taler med din læge om at blive henvist til en hudlæge, da jeg vurderer din fremtidige behandling vil være en specialistopgave. Hudlægen vil undersøge dine negle og givetvis lave en svampeundersøgelse, så det kan blive afklaret, om du stadig har neglesvamp. Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Denne undersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.

Hvis undersøgelsen viser, at du stadig har neglesvamp, vil en evt. fremtidig behandling afhænge af flere ting; bl.a. typen af den påviste svampeinfektion og hvilket præparat du tidligere er blevet behandlet med, ligesom pris og potentielle bivirkninger til behandlingerne naturligvis også er af betydning. For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopiroxolamin).

En behandlingsmulighed for dig kunne eventuelt være en kombination af svampedræbende medikamenter med både tabletter og neglelak – hvis du ikke allerede har prøvet det.

Jeg vurderer ikke, at brugen af almindelig neglelak har skadet resultatet efter dine tabletbehandlinger for neglesvamp.

Sidst opdateret: 13.05.2004