Hvordan stilles diagnosen neglesvamp?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har neglesvamp?

Hvordan kan man se, om man har detog kan man få noget for det??

Hilsen en spørger.

Svar:

Kære spørger.

Du spørger, hvordan man stiller diagnosen neglesvamp, og du ønsker oplysninger om muligheder for behandling af neglesvamp.

Neglesvamp konstateres ved en svampeundersøgelse. Man kan ikke med det blotte øje afgøre, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion, idet der kan være andre årsager end neglesvamp til at en eller flere negle ændrer udseende: Bl.a. psoriasis, eksem og andre hudsygdomme, ligesom slag, tryk, traumer og nogle medicinske sygdomme også kan påvirke neglene. En svampeundersøgelse udføres ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger.

For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopiroxolamin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere svamp i tånegle. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.

Inden du går i gang med en eventuel behandling for neglesvamp, vil jeg anbefale dig, at du ved din læge eller en hudlæge får lavet en svampeundersøgelse, så du med sikkerhed kan få konstateret, om du har neglesvamp. Derudover er det vigtigt, at din læge undersøger, om udslættet på din fod måske slet ikke er eksem, men måske i stedet drejer sig om fodsvamp.

Hvis resultatet af svampeundersøgelsen viser, at du har neglesvamp kan du sammen med din læge gennemdrøfte ovennævnte behandlingsmuligheder og planlægger den behandling, der for dig vil være den bedste. Det optimale behandlingsvalg afhænger bl.a. af hvilken type svampeinfektion, der påvises.

Sidst opdateret: 13.05.2004