Kan der være tale om kronisk neglesvamp?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Inden min langemands-negl på højre hånd blev fjernet, kunne jeg klemme pus ud i perioder på højre side af fingeren, tættest op mod neglelejet.

Efter jeg for 5 år siden fik rykket neglen af, er den aldrig blevet pæn, den vil ikke gro fast mere end ca. halvvejs ned på fingeren. Neglebåndet er kun groet fast på neglen ca. 2/3. Fingeren er i perioder meget øm og hævet på højre side, hvor

der mangler den sidste 1/3 af neglebåndet, der er ikke kommet pus ud ved neglelejet, siden jeg fik fjernet neglen.

Kan det blive kronisk neglesvamp, når der er gået så mange år?

Kan kosten være med til, at neglesvamp er svær at behandle, f.eks. hvis man spiser meget sødt, eller ikke spiser en varieret kost?

Eller hvis man i sit arbejde har sine hænder meget i vand?

Jeg har også i perioden på de 7½ år været gravid 2 gange + ammet, hvor jeg så har afbrudt den medicinske behandling- det var i starten af forløbet.

Kan det betyde imunitet over for medicinsk behandling?

Med Venlig Hilsen og på forhånd tak

Asta

Svar:

Kære Asta,

Du vil gerne vide, hvad det kan skyldes, at din negl på langefingeren vedvarende er forandret og fingeren periodevist er øm og hævet? Du spørger om, der kan være tale om kronisk neglesvamp?

Der kan være flere årsager til dine symptomer. Jeg har desværre ikke mulighed for at komme med en præcis diagnose, da det kræver, at man ser og undersøger neglen. Jeg skal forsøge at komme med nogle bud.

Muligvis kan der være tale om en infektion, hvor det både kan dreje sig om bakterier og svampe. Særligt det at neglen kan være øm, tyder i den retning. Andre mulige årsager kan være eksem og andre hudsygdomme, ligesom slag, tryk og traumer også kan medføre, at neglene ændres.

Neglesvamp i fingernegle forekommer ikke nær så hyppigt som i tånegle (ca. ti gange så sjældent). Almindeligvis er kun enkelte fingernegle angrebet. Neglesvamp i fingernegle kan se ud på mange forskellige måder og er oftest forbundet med udelukkende kosmetiske gener. I mere udtalte tilfælde kan dog også opstå ømhed af både negleleje og omgivende hud.

Neglesvamp kan både skyldes infektion med skimmelsvampe og gærsvampe. Ved neglesvamp i fingernegle er der ofte tale om en infektion med gærsvampe, særligt hvis den omgivende hud er rød og hævet. Da det er tilfældet hos dig, vil jeg tilråde, at du, så vidt det er muligt, undgår, at neglene og huden omkring neglene er fugtig i længere perioder ad gangen, da det formentlig kan disponere til at vedligeholde en evt. svampeinfektion.

Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse foretages hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Denne undersøgelse vil afklare, om du stadig har neglesvamp – og dermed om en kronisk svampeinfektion er årsag til dine gener.

Endelig mangler jeg lige at svare dig på, om kosten er af betydning for neglesvamp? Det anser jeg ikke for sandsynligt.

Sidst opdateret: 13.05.2004