Annonce

OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Kan det være neglesvamp?

Spørgsmål:

Kære Merete,

Jeg mener at have noget som ligner neglesvamp, kun på fingrene.

Mine fingre ligner nogle af de billeder, man kan se af fødder, men dog ikke så kraftigt. Det er som om, neglene bliver deforme og noget hvidt på neglene breder sig. På den en tommelfinger, er det som om, man har skrabet oven på nede ved negleroden.

Kan det være neglesvamp?

Hilsen en spørger

Svar:

Kære spørger.

Du beskriver, at nogle af dine fingernegle er blevet deforme med hvide områder. Du spørger, om det kan være neglesvamp?

Ja, man kan godt få neglesvamp i fingernegle, hvilket dog ikke forekommer nær så hyppigt som i tånegle (ca. ti gange så sjældent). Almindeligvis er kun enkelte fingernegle angrebet. Neglesvamp kan både skyldes infektion med skimmelsvampe og gærsvampe. Ved neglesvamp i fingernegle er der ofte tale om en infektion med gærsvampe, særligt hvis den omgivende hud er rød og hævet. Ofte er strukturen af selve neglen uregelmæssigt ændret og måske fortykket - eller neglen er løsnet fra neglelejet og har ændret farve.

Neglesvamp i fingernegle kan altså se ud på mange forskellige måder og er oftest forbundet med udelukkende kosmetiske gener. I mere udtalte tilfælde kan dog også opstå ømhed af både neglelejet og den omgivende hud.

Det er ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion. Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Denne undersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.

Jeg vil anbefale dig, at du kontakter din læge med henblik på en vurdering og evt. en svampeundersøgelse.

Sidst opdateret: 13.05.2004




Annonce