OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.
Kære Merete,
Jeg har haft problemer med alle former for svamp siden 1982. Både fodsvamp, neglesvamp, svamp i skeden, svamp i munden og svamp i endetarmen. Jeg har prøvet uendelig mange midler hos uendelig mange læger i alle årene. En enkelt måned i foråret 1998 var der ikke noget - det var dejligt!
Jeg har lige været hos en hudlæge, som overhørte alle mine klager og forklarede mig, at jeg kun var henvist p.g.a. neglesvamp, som han gav mig Lamicil imod. Jeg har været på sporanox uafbrudt et helt år uden videre effekt.
Håber disse ting er fyldestgørende til at I kan komme med et forslag til, hvad pokker jeg skal gøre.
Mange venlige hilsner fra
Birgit
Kære Birgit,
Du skriver, at du gennem mange år har haft problemer med forskellige svampeinfektioner; bl.a fodsvamp, neglesvamp og svampeinfektioner i mund, skede og endetarm.
Du spørger om forslag til, hvad du kan gøre.
Det lyder bestemt som om, du er hårdt angrebet, og din behandling vil formentlig også fremover blive vanskelig.
Der findes forskellige typer svampeinfektioner med både skimmelsvampe og gærsvampe. Ved neglesvamp er der ofte tale om infektion med en gruppe skimmelsvampe, som kaldes ”dermatofyter”. Ved svamp i mund, skede og endetarm drejer det sig derimod om infektion med gærsvampe. Det er derfor mindre sandsynligt, at der er en sammenhæng mellem dine forskellige svampeinfektioner.
Vedr. behandling af din neglesvamp vil jeg foreslå, at du behandles som din hudlæge foreslår.
Vedr. behandling af svampeinfektionerne på dine slimhinder kan en behandlingsmulighed måske være tabletbehandling med fluconazol – og evt. kombineret med diverse lokale svampemidler.
Jeg vil foreslå, at du drøfter dette nærmere med din læge.
Held og lykke.
Sidst opdateret: 01.06.2004